Planteavlskonsulent: Gå ikke i panik med vårbyg-såningen

Mange landmænd vil gerne hurtigt i gang med at så vårbyg, men vent på at såbedet er tjenligt, understreger planteavlskonsulent.

Hos Centrovice på Fyn er planteavlskonsulenterne begyndt at opleve, at landmænd begynder at kigge lidt utålmodigt ud over de sorte marker.

"Vi oplever, at nogle landmænd, selvom vi kun er i midten af april, er ved at gå lidt i panik. De ringer og spørger, om de ikke skal så, selvom jorden ikke er tjenlig. Svaret er klart nej," beretter Hanne Pontoppidan, planteavlskonsulent ved Centrovice.

Hovedparten af marker med let jord i Centrovices område er sået til med vårbyg. I områder med tung jord er det kun omkring 25 procent af markerne, der er sået til, er vurderingen hos Hanne Pontoppidan og hendes kolleger. Jorden er stadig våd efter en klasket vinter.

"I forhold til et normalår er det måske lidt forsinket," vurderer planteavlskonsulenten.

En for tidlig såning vil dog give strukturskader, så vårbyggen er gul i det, når man kommer hen på foråret. De bliver nærmest kvalt, når ilten presses ud af jorden.

"Jo senere, der bliver sået, jo mindre er det potentielle udbutte, men udbyttereduktionen i et ikke tjenligt såbed er så meget større, at vi bliver nødt til at tage det roligt," understreger Hanne Pontoppidan.

Hæve udsædsmængden

Hun vurderer, at mange landmænd også føler sig pressede af, at der ikke er andre arbejdsopgaver, og en masse venter foran. Så vil de gerne i gang.

Hvis man ikke får sået den kommende uge, så skal landmændene dog hæve udsædsmængden, fordi planterne ikke når at buske sig lige så godt ved sen såning, vurderer Hanne Pontoppidan.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.