Prognose: Høsten 2021 bliver under gennemsnittet - vårbyg og hvede trækker alvorligt ned

Høsten 2021 har for nogle landmænd været en kæmpe skuffelse. Det, der lignede en rigtig god høst, er flere steder endt med for små og lette kerner - samt for lave udbytter.

Det har længe stået klart, at det våde og kolde forår ville give store variationer i udbytterne i vårsæd.

Vintersæden kom til gengæld rigtig godt fra start - og så helt frem til høst ud til at ville give rigtig godt.

Det står dog nu klart, at vinterhveden har givet langt mindre end forventet.

Facit er, at årets kornhøst bliver lavere end de seneste års gennemsnit.

Ifølge LandbrugsAvisens høstprognose bliver Danmarks samlede kornhøst i 2021 på 8,3 mio. ton.

Et kig i arkiverne viser, at vi skal helt tilbage til 2006 og 2007 for at finde tilsvarende lave udbytter - hvis man vel at mærke ser bort fra tørkeåret 2018, hvor det samlede kornudbytte lå på sølle 7 mio. ton.

Grafik: Ulf Skov Nielsen.

Store variationer

Vårbyg og vinterhvede udgør omtrent 75 pct. af Danmarks kornhøst.

Derfor har det stor betydning, at der i år har været kolossalt store variationer i udbytterne i vårbyg, og at vinterhveden især i det østlige Danmark har givet langt mindre end normalt.

I Jylland er der eksempler på landmænd, som høster 25-40 hkg pr. hektar i vårbyg. Det skyldes det våde og kølige forår, hvor såningen mange steder trak ud.

"Vi ser en tendens til, at den vårbyg, der blev sået tidligt, og som er eftergødet, har givet gode udbytter. Til gengæld har meget af den vårbyg, der blev sået sent, busket sig for ringe og givet for lidt", siger Finn Poulsen, planteavlskonsulent hos Sagro.

Situationen blev ikke bedre af, at vårbyggen mange steder knækkede ned før høst, så en del aks blev tabt på jorden.

Finn Poulsen hæfter sig tilmed ved, at der oven i de lave udbytter har været et forholdsvist lavt proteinindhold i vårbyggen. Det indikerer, at afgrøden har manglet kvælstof.

For små hvedekerner

Kigger man på danmarkskortet over planteavlskonsulenternes indberetninger for høsten af vinterhvede, springer det i øjnene, at udbytterne på Sjælland og Bornholm er 10-20 pct. lavere end normalt.

Årsagen er, ifølge Christian Iuel, planteavlskonsulent hos VKST, for små og for lette kerner, som følge af de tørre forhold i juni samt et par uger med høje temperaturer i juli.

Derudover har der på mange marker i det østlige Danmark kunnet ses et specielt fænomen med golde hvedeaks, som frem mod høst blev sorte, da de blev angrebet af skimmelsvampe.

Sådan har vi gjort

LandbrugsAvisens høstprognose er beregnet på grundlag af ugentlige indberetninger fra planteavlskonsulenter 12 steder i landet. Prognosen kommer, når to tredjedele er høstet, og opdateres. I november kommer Danmarks Statistik med en foreløbig prognose, som bygger på 2.800 spørgeskemaer, som næste forår bliver til en endelig prognose.

LandbrugsAvisens prognose afviger typisk 0-5 procent fra Danmarks Statistik.

Emneord Top2

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.