Rapsklip har kæmpe succes - spar 1.400 kr. pr. hektar på gødning

I foråret kvitterer rapsen ikke for en stor tilførsel af N, hvis den har optaget meget i det foregående efterår. Derfor kan man ved hjælp af bioklip i afgrøden finde de marker, hvor man kan nøjes med at give helt ned til 100 kg N per hektar frem for de gængse 180 kg. Lær mere om bioklip på Velas Plantetræf, der afholdes 16. juni ved Harlev.

Klip en kvadratmeter, vej planterne, lav beregningen og få en stor besparelse. 

Så enkel lyder anbefalingen fra Knud R. Nielsen, planteavlskonsulent og ekspert i raps i Velas, der anbefaler, at planteavlere over hele landet får benyttet sig af rapsklip for at beregne planternes behov for kvælstof i løbet af foråret.

Det fortæller Velas i en pressemeddelelse.  

Bioklip er fremtiden

- Med de nuværende priser på kvælstof kan man spare op til 1.400 kr. per hektar ved at gøde optimalt. I stedet for at gøde de sædvanlige 180 kg N per hektar i foråret kan man i stedet med rapsklippene finde de marker, der kan nøjes med 110 kg N per hektar.

Og man skal jo huske på, at når rapsen er kraftig fra efteråret, så kan den gødes med væsentligt mindre gødning, når det bliver forår, siger Knud R. Nielsen.

Han fortæller, at landmændene for alvor fik øjnene op for fordelene ved rapsklip sidste år. 

- At lave rapsklip er blevet ret populært. Og jeg forstår det sådan set godt, for der er ingen tvivl om, at det er fremtiden. Det er en lavpraktisk, nem og stort set gratis måde at kunne beregne det nøjagtige behov for kvælstof i planterne. Det kræver ikke andet end en saks, en bismervægt, en pose og så et par basale formler. Det kan enhver gøre. 

Få en gratis introduktion på Plantetræf

På Velas Plantetræf 2022, som er et gratis planteavlsarrangement, der finder sted 16. juni ved Harlev, vil planteavlskonsulent Knud R. Nielsen præsentere den nærmere teknik til, hvordan man som planteavler selv kan lave sine rapsklip og lave udregningerne. 

På dagen vil han også sammen med flere repræsentanter være med til at præsentere en række nye og eksisterende rapssorter – omkring 40 i alt - og man vil kunne se, hvordan de reagerer på forskellige sygdomsangreb. 

Velas Plantetræf besøges årligt af op mod 400 landmænd, som bliver præsenteret for de nyeste resultater på guidede ture i de mange forsøgsmarker. 

På dagen vil man blandt andet også kunne få den nyeste viden inden for proteinafgrøder, få konkrete tips til at bekæmpe ukrudt i efteråret og ikke mindst få vejledning i, hvornår man skal købe og sælge sine afgrøder i det meget volatile marked, vi befinder os i. 

Der er sædvanen tro fri forplejning på dagen, oplyser Velas.  

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.