Roedyrkere: Er sukkerfabrikken på kant med loven?

Danske Sukkerroe-dyrkere vil have svar på, om Nordic Sugar bryder loven ved at kræve aftaler direkte med avlerne uden om brancheorganisationen.

Danske Sukkerroedyrkere har henvendt sig til Naturerhvervstyrelsen. De vil have afklaret, om Nordic Sugar bryder loven ved at kræve tilmelding, før vilkår og roepris for næste sæson ligger fast.

»Mine forventninger er, at de læser forordninger nu, men det er en kompleks sag,« siger formand for Danske Sukkerroedyrkere Jørn Dalby.

EU-forordningen om brancheaftaler melder, at vilkårene "fastlægges ved skriftlige brancheaftaler mellem på den ene side EU-avlere af sukkerroer og sukkerrør eller, på deres vegne, organisationer, de er medlemmer af".

Det er definitionen af en brancheaftale, DKS ønsker undersøgt.

»Vi vil have en afklaring om, hvorvidt det er lovligt, det de gør,« siger Jørn Dalby.

Han vil altså vide, om det er i overensstemmelse med loven, når Nordic Sugar kræver en bindende interessetilsagn senest 5. august, eller om EU-reglerne tilsiger, at der inden skal være en brancheaftale - hvor Danske Sukkerroedyrkere er med - på plads.

Foreningen har meldt sagen som et akuttilfælde. Man ved ikke, hvor længe der går, før NaturErhvervstyrelsen melder tilbage med en afgørelse.

"Vi har fået en henvendelse fra Dansk Sukkeroedyrkere, som vi nu er i gang med at undersøge," oplyser specialkonsulent Olaf Højgaard Pedersen til LandbrugsAvisen.

Han kan dog ikke oplyse, hvornår styrelsen og deres jurister kan give et svar.

"Vi bekendt med, at der ligger en frist fra Nordic Sugar," siger Olaf Højgaard Pedersen.

Det var ikke muligt at få et interview med Nordic Sugar om sagen, men i et emailsvar bestrider de, at de skulle være på kant med loven.

"Vi kender naturligvis til EU-forordningen, men den er ikke aktuel i forbindelse med interessetilkendegivelsen, som vi åbnede for i begyndelsen af ugen," skriver Nordic Sugar i et emailsvar.

Faktaboks

Dette siger EU-forordning nr. 1308 fra 2013

Artikel 25, stk. 1:

"Vilkårene for opkøb af sukkerroer og sukkerrør, herunder leveringskontrakter før såningen, fastlægges ved skriftlige brancheaftaler mellem på den ene side EU-avlere af sukkerroer og sukkerrør eller, på deres vegne, organisationer, de ermedlemmer af, og på den anden side EU-sukkervirksomheder eller, på deres vegne, organisationer, de er medlemmer af."

 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.