Så er der ballade med glyphosat igen - det er selvmodsigende

Ugen På Spidsen: Den nye pesticidaftale er i den grad selvmodsigende. Den letter afgiften på de mindre belastende pesticider, som glyphosat karakteriseres som - samtidig med at glyphosat bliver forbudt til høsthjælp - og flere politikere bag aftalen stadig ønsker et totalforbud, skriver ugens klummeskribent på Mark Plus.

I går fik vi en ny pesticidaftale for de næste fem år.

Et næsten enigt folketing stod bag beslutningen om at gøre de mest belastende midler dyrere - og de mindre belastende midler billigere.

Basisafgiften for de mindst belastende midler bliver nedsat fra 50 kr. til 20 kr. pr. kilo aktivstof. Mens de mest belastende stoffer får hævet afgiften fra 113 kr. til 140 kr. pr. kilo aktivstof.

Det er vel i og for sig en fornuftig belutning - selvom vi godt kunne have været foruden afgifter. Der er dog noget ved aftalen, der skurrer i mit hoved.

Glyphosat bliver billigere, fordi det er skånsomt

Et af de midler der bliver billigere, er glyphosat.

Årsagen er, at det hører til de mindre belastende midler - hvilket falder godt i tråd med, at vi i mange år har fået at vide af Miljøstyrelsen, at glyphosat er et af de mindst belastende pesticider for miljøet.

Det bakkes også op af en ny og meget grundig ekspertvurdering fra EU, der netop er afsluttet - og som på mange måde blåstempler glyphosat ved at konkludere, at midlet er skånsom overfor sundhed og miljø.

Derfor er det jo kun glædeligt, at den danske afgift sænkes for glyphosat.

Det er dog ikke hverken glædeligt eller klædeligt, at flere af de politikere der er med i den nye pesticidaftale, og dermed med til at sænke afgiften for glyphosat, samtidig ønsker glyphosat hen hvor peberet gror. Flere udtalte i går, at de stadig ønsker et totalforbud af midlet.

Jamen hvorfor dog det? Ved at bakke op om en lavere afgift accepterer og cementerer de selvsamme politikere jo også, at midlet ikke er særlig belastende eller farligt. Det må de stå ved. Ellers er det da i den grad selvmodsigende.

Hvis politikerne virkelig tænker på miljø og sundhed, bør de i stedet bakke op om glyphosat i EU. Vi ved jo alle sammen, at konsekvensen af et forbud netop vil være, at glyphosat vil blive afløst af meget mere belastende midler for miljø og sundhed i hele EU.

Forbud mod glyphosat som høsthjælp

Noget andet, der er selvmodsigende i pesticidaftalen, er, at mens politikerne gør afgiften på glyphosat lavere med den ene hånd, har de samtidig også vedtaget et forbud mod at bruge glyphosat til høsthjælp med den anden hånd.

På mange måder synes jeg egentlig, at det er fornuftigt nok ikke at sprøjte afgrøder lige inden høst - når de kort efter skal spises af dyrene. Samme forbud har vi haft i en del år for afgrøder, der skal bruges til human ernæring, fx. brødkorn og maltbyg. Og forslaget kommer jo oprindelig også fra landbruget selv, da det indgår i Seges´ glyphosathandlingsplan.

Men det er så det, der skal være begrundelsen fra politikerne - at sprøjtning lige før høst ikke gavner dyr og mennesker. Og ikke som man mistænker nogle af politikerne for - at det hele kun handler om glyphosat og hvordan de bedst kan komme af med det. Selvom det er et af de skånsomste midler vi har.

Merete Hattesen er journalist og markfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Mark samt Mark Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Mark Plus, "Ugen på spidsen", sætter Merete Hattesen og Lars Kelstrup, journalister og markfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Mark samt Mark Plus, planteavlsugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.