Sådan laver du din egen sortsblanding i vinterhvede

I gennemsnit af 12 års landsforsøg i vinterhvede har der været et sikkert merudbytte på 2,1 hkg pr. ha ved at vælge en sortsblanding af fire sorter, frem for de fire mest solgte sorter i de enkelte år. Sortsblandinger øger bl.a. afgrødens robusthed overfor sygdomme i forhold til rene sorter.

Alle sorter har både stærke og svage dyrkningsegenskaber, og det sker, at sorterne skuffer eller decideret ”falder igennem” udbyttemæssigt i forhold til forventningerne.

En sortsblanding ligger på et mere stabilt udbytteniveau, da den sammensættes af sorter med forskellige dyrkningsegenskaber som komplementerer hinanden.

Fordelen ved blandinger opnås blandt andet ved at risikoen mindskes for, at sygdomme udvikler sig så kraftigt, som de kan gøre hvis sorterne dyrkes enkeltvis.

Her er seks gode råd om at dyrke sortsblanding i hvede.
 

1. Vælg Tre eller fire sorter i en blanding

Generelt anbefales det, at der indgår mindst tre og helst fire sorter i en sortsblanding for at få så stor forskellighed i blandingen som muligt.

Nogle sorter vurderes at være mere eller mindre egnede til tidlig, middeltidlig eller sen såning. Det er dog ikke undersøgt, hvordan forskellige sortsblandinger klarer sig ved forskellige såtidspunkter.
 

2. Det vælger du sort efter

De vigtigste sortsegenskaber er:

  • Højt og stabilt udbytte
  • Lav modtagelighed for svampesygdomme i vinterhvede (septoria og gulrust ar størst udbyttemæssig betydning i hvede)
  • Lav tilbøjelighed til lejesæd
  • Vælg sorter med god vinterfasthed. 
     

3. Højdeforskel på sorter i blanding

Der kan være op til 25 cm forskel mellem den laveste og den højeste vinterhvedesort. Normalt anbefales en højdeforskel på maks. 15 cm til blandinger. Men det er ikke undersøgt, hvad store højdeforskelle betyder.
 

4. Blandingers effekt på lejesæd

Det er ikke undersøgt i forsøg, om der er en effekt på lejesæd ved at blande sorter. Men det tyder på, at der er en tendens til reduceret lejesæd i blandinger sammenholdt med gennemsnittet af de enkeltsorter der indgår.
 

5. Sådan blander du indkøbte enkeltsorter

Grovvarefirmaerne tilbyder færdige sortsblandinger, men man kan også lave sin egen sortsblanding ved at fylde og blande enkeltsorter direkte i såmaskinen.

De fire sorter fyldes lagvis i såmaskinen. Det er ikke afgørende, at sorterne bliver blandet homogent, de må gerne være uens blandet. For blandingen som helhed, anvendes der lige vægtandele af hver sort. 

Er sorterne købt som certificeret såsæd, er de enkeltvis omfattet af Erstatningsfonden for Sædekorn. Det giver mulighed for erstatning af sorterne enkeltvis, hvis de ikke lever op til de fastsatte kvalitetsnormer for sædekorn.
 

6. Egen såsædsproduktion

Der er også mulighed for at lave sin egen såsædsproduktion, ved at så de sorter man ønsker at blande året efter. Enkeltsorterne kan f.eks. sås i striber i marken, og høstes på tværs året efter, så er sorterne allerede blandet.

Ved blanding af sorter gælder de samme kvalitetskrav som ved dyrkning af enkeltsorter mht. produktion af egen udsæd af vintersæd og behov for bejdsning. Hybridsorter er ikke egnede til at høste og blande til eget såsæd, da hybriderne spalter ud i forskellige typer afhængig af forældregenerationen.

Bruger man såsædsblandinger af korn fra egen høst, skal man huske at betale forædlerafgift på sortsejere.dk. Der er ingen erstatningsmuligheder fra Erstatningsfonden for Sædekorn hvis der er problemer med fremspiring m.v.

Kilde: Marian Dmsgaard Thorsted, Seges. Landbrugsinfo.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.