Såning af vinterkorn så småt i gang - raps er slut

Lige nu frister noget nær optimalt såvejr de første til at gå i gang med vintersæd.

De, der har tilmeldt sig tidlig såning (senest 7. september i stedet for efterafgrøder, red.), vil gå i gang i weekenden. De tidligste er nok allerede i gang. Med det gode vejr i udsigt, stresser folk ikke, fortæller Kasper Egelund, VKST,

Ifølge Jakob Ulstrup fra Djursland Landboforening er der enkelte, der sår hybridvinterbyg tidligt. Ellers er det primært rugsåning, som er startet - de første for en uge siden. Hvede startes også op så småt.

"Pga. store forekomster af græsukrudt vælger de fleste at udskyde såningen", siger han.

Ifølge Christian Hansen fra Sagro er såning af vintersæd endnu ikke startet i deres område. Der køres halm ind.

Rapssåning afsluttet

Rapssåningen er stort set overstået. Alle landsdele melder om 100 pct. tilsået, bortset fra Velas Fyn og Østjylland, der anslår 95 pct. Det fine vejr i den sidste tid har været guld værd, og konsulenterne er enige om, at rapssåning nu bør være slut.

"Heldigvis er de fleste færdige med at så raps. Såning i september er meget afhængig af et lunt efterår. Ellers når planterne ikke en passende udvikling før vinter", siger Michael W. Lønbæk, Velas Fyn.

"Der findes mange pæne rapsmarker. Men også en del marker, hvor såbedet har været dårligt, og plantebestanden er noget svingende. Angreb af snegle og rapsjordlopper er udbredt en del steder", fortæller han. Fra LandboNord siger Sofie Hæstrup Olesen:

"Vejret har været med os, og der har været gode muligheder for et godt såbed og etablering. Nu er det bare at holde øje med skadedyr og være rettidig med gødskning".

Christian Iuel fra VKST melder om alt tilsået - kun enkelte marker, hvor halmen ikke er fjernet, såes i weekenden.

"Vi kæmper med snegle, der har rigtig gode betingelser i år. De første marker er spiret frem, så det er nu, markerne skal besigtiges", siger han.

Ifølge Marianne Lorenzen, Landbrugsrådgivning Syd, er grubbesåning mere brugt i år.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.