Sæsonens vinderpoppel voksede til 338 cm

Forstmiljø har fundet vinder af "Poppeldysten".

I år blev den årlige "Poppeldysten" vundet af en dyrker i Give, Jonas Fryland.

"Kulturen blev etableret med barrodsplanter og i oktober havde den længste plante vokset sig til en højde på 338 cm!," skriver Forstmiljø i en pressemeddelelse.

Forstmiljø, der står bag dyrkningskonceptet ”energipoppel”, har de sidste tre år afholdt en efterårskonkurrence kaldet ”Poppeldysten”. Det er en konkurrence for de landmænd, der har etableret en kultur med energipoppel og det gælder om at dyrke den højeste energipoppel i den første vækstsæson. 

De laveste planter i konkurrencen var alle over 2 meter høje, oplyser Forstmiljø.

Energipoppel, der kan plantes som stiklinger på 22 eller 40 cm eller som barrodsplanter, får en bedre vækst, hvis dyrkeren kræser godt om kulturen både med hensyn til jordforberedelsen før plantning, men også den efterfølgende renholdelse.

Som det gælder for alle andre planter, har det betydning for væksten, hvis energipopler skal slås med ukrudt om vand, lys og næring. Og da energipoppel - der dyrkes som energiafgrøde - skal høstes inden det 10. år, har det afgørende betydning for landmandens høstudbytte, at kulturen plejes undervejs.

"Denne viden har vi gjort et stort arbejde ud af at formidle til vores kunder og med Poppeldysten har vi ønsket at anerkende det flotte arbejde, som dyrkerne har udført. Samtidig er det en mulighed for at synliggøre, at kulturpleje reelt gør en forskel for resultatet," fortæller Jens Stenhøj Jørgensen fra Forstmiljø.

"Der er brug for, at vi producerer energitræ i Danmark," tilføjer han.

"Ud fra et miljømæssigt perspektiv giver det mening, at vi producerer energiflis lokalt i stedet for at importere fra andre lande. Samtidig gør den relativt tætte geografiske placering af varmeværkerne, at der er mange aftagere i nærheden, den dag dyrkerne af energipoppel skal høste og sælge," skriver Forstmiljø.

 

Faktaboks

Energipoppel kan dyrkes som energiafgrøde på landbrugsjord. I det tilfælde bevarer landmanden landbrugsretten og kan modtage grundbetaling og grøn støtte. Derudover kan landmanden medregne energipoppel i regnskabet for efterafgrøde, da en hektar energipoppel dækker 1,2 hektar efterafgrøde. En hektar energipoppel tæller som 0,3 hektar miljøfokusområde og med en kvælstofnorm på 120 kg/N pr. hektar, er energipoppel særdeles velegnet til at optimere landmandens eksisterende drift, sigerForstmiljø.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.