Verdens gmo-areal falder for første gang i 20 år

Efter en lang periode med årlige stigninger i verdens gmo-areal vendte kurven den anden vej i 2015.

Kurven for genetisk modificerede afgrøder har lige siden de blev introduceret kommercielt i 1996 kun kendt en vej, nemlig op. Men nu er det slut, for i 2015 knækkede kurven for første gang.

Det fremgår af 2015-opgørelsen fra ISAAA – en organisation der arbejder for at fremme bioteknologi -, der blev offenliggjort tidligere i år.

I 2015 blev der således dyrket gmo-afgrøder på 179,7 mio. hektar mod 181,5 mio. hektar i rekordåret 2014. Frem til 2014 var arealet ellers steget hvert år gennem en periode på 19 år. I det første år med kommerciel dyrkning  i 1996 blev der dyrket 1,7 mio. hektar.

Lave priser = færre afgrøder

En afgørende årsag til det overraskende fald med gmo-afgrøder i 2015 er ifølge ISAAA, at det totale afgrødeareal i nogle af de28  lande, hvor der dyrkes gmo-afgrøder, er faldet, hvilke igen skyldes lave afgrødepriser. Med stigende priser ventes gmo-arealet at stige igen.

I 2015  var USA igen på 1. pladsen med det størst dyrkede gmo-areal - trods et fald på 2,2 mio. hektar i forhold til 2014.

Af banebrydende nye gmo-afgrøder i USA kan nævnes en kartoffelsort med resistens overfor skimmel. I 2016 ventes en lucerne-sort med reduceret lignin-indhold, og dermed  bedre fordøjelighed, og højere udbytte at komme på markedet.  Og arealet for en tørkeresistent majssort, der blev introduceret i 2013, er på kun to år vokset fra 50.000 hektar til 810.000 hektar.

I november 2015 godkendte myndighederne i USA for første gang et genmodificeret dyr til menneskeføde, nemlig en laks, der i den modificerede udgave vokser dobbelt så hurtigt som normalt.

Fem europæiske lande med gmo-afgrøder

ISAAA vurderer, at gmo-afgrøder i 2015 blev dyrket af 18 mio. farmere i hele verden, heraf er 90 procent kategoriseret som små landbrug. I alt 28 lande lagde jord til gmo-afgrøder, og disse landes befolkninger udgør tilsammen halvdelen af jordens befolkning. 

Kun fem europæiske lande er med i det gmo-dyrkende selskab, nemlig Spanien, Portugal, Tjekkiet, Slovakiet og Rumænien. I alle fem lande dog kun med et meget begrænset areal.

 

De 10 lande med størst areal i 2015

 

Land - areal, mio. hektar - gmo afgrøder

USA – 70,9 – majs, sojabønne, bomuld, raps, lucerne, papaya, squash og kartoffel

Brasilien – 44,2 – sojabønne, majs og bomuld

Argentina – 24,5 – sojabønne, majs og bomuld

Indien – 11,6 - bomuld

Canada – 11,0 – raps, ,majs, sojabønne og sukkerroe

Kina – 3,7 – bomuld, papaya, poppel

Paraguay – 3,6 – sojabønne, majs og bomuld

Pakistan – 2,9 - bomuld

Sydafrika – 2,3 – majs, sojabønne og bomuld

Uruguay  - 1,4 – sojabønne og majs

 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.