Video: Frontløber - sådan får du høje udbytter i vårbyg

Vårbyg er den suveræn største afgrøde på Forumlund Minkfarm, og driftsleder Morten Krupa er ikke i tvivl, når han skal pege på de vigtigste forudsætninger for succes med vårbyg. Læs mere om Morten Krupas vårbygavl i det nye MARK, der udkommer mandag 5. februar.

»Vi bruger mange kræfter på at dræne. Om vinteren er første prioritet at rense grøfter og dræn samt at tilse brønde. Og så sørger vi for at have en sund jord med en afbalanceret mængde næringsstoffer«.

Sådan siger Morten Krupa, som siden december 2015 har været driftsleder for de 455 hektar på Forumlund Minkfarm 15 kilometer sydøst for Varde.

Han lægger ikke skjul på, at han går meget op i, hvor meget han avler i de enkelte afgrøder fra år til år.

Men det overordnede mål er langsigtet. Det indebærer, at der bliver taget GPS-jordprøver hvert femte år, og at kalken gradueres. Tilførslen af kalium gradueres også, ligesom han sidste år graduerede tilførslen af kvælstof ved sidste tildeling på vintersæden ud fra CropSat og GPS.

For to år siden gik Forumlund Minkfarm gradvis over til at dyrke jorden pløjefrit. Det har ændret færdselsmønstret i marken, ligesom det har betydet, at maskinstationen kun får adgang til markerne med en 20 ton gyllevogn på de marker, hvor der skal nedfældes gylle. Alt sammen for at sikre bedst mulige vækstvilkår for afgrøderne.

Det gælder ikke mindst i vårbyg, som med en kort vækstsæson er særlig afhængig af at komme godt fra start.

I videoen fortæller Morten Krupa om de vigtigste råd til at opnå høje udbytter i vårbyg. 

 

Emneord video

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.