16 maskinstationer og entreprenører er gået konkurs

Blandt alle Danske Maskinstationer & Entreprenørers medlemmer gik 16 konkurs sidste år, og der er nu 707 medlemmer. I alt var 157 landbrugsmaskinstationer medlemmer af DM&E ved udgangen af 2017.

»Alt i alt har vi i DM&E i år måttet sige farvel til 48 medlemsvirksomheder. 16 af dem er erklæret konkurs. Ved slutningen af året var medlemstallet i DM&E 707 medlemmer. Det er 13 færre end året før, men der har været en del udskiftning i medlemskredsen. Det er positivt, at der er mange virksomheder indenfor alle fagområder, der viser interesse for at få et medlemskab i DM&E«.

Sådan lød det i beretningen fra DM&E’s formand, Søren Ulrik Sørensen, der konstaterede, at 35 nye virksomheder i 2017 valgte at blive medlem i DM&E.

Der blev lidt færre landbrugsmaskinstationer i medlemskredsen under Danske Maskinstationer & Entreprenører sidste år. Nogle er erklæret konkurs, mens andre har afviklet deres virksomheder på grund af alder eller andre årsager. Men der er også kommet nye medlemmer til.

Det kom frem i dag under årsmødet i Danske Maskinstationer & Entreprenører på Vingsted hotel & konferencecenter i Bredsten.

Blandt agromedlemmerne er der kommet seks nye til, mens 16 er stoppet. I alt var 157 landbrugsmaskinstationer medlemmer af DM&E ved udgangen af 2017.

39 procent af virksomhederne beskæftiger sig primært med entreprenørarbejde, mens 32 procent beskæftiger sig primært med landbrugsarbejde, og 17 procent laver både landbrugs- og entreprenørarbejde. 12 procent af virksomhederne udfører skovarbejde.

Bruttoomsætningen i 2016 - hvorfra de nyeste tal stammer - var for samtlige medlemsvirksomheder på 6,81 mia. kr. og dermed det højeste niveau nogensinde i foreningens historie. Der var mere end 5.000 ansatte i 2016.

25 procent af landbrugsmaskinstationerne omsætter mindre end 1,8 millioner kr. 50 procent af landbrugsmaskinstationerne omsætter mere end 5,0 millioner kr. Og 25 procent af landbrugsmaskinstationerne omsætter for mere end 10,5 millioner kr.

»Maskinstationerne har holdt priserne i ro de senere år, da kunderne har været presset. Men da udgiften til vedligeholdelse og reparation stiger, er der behov for øget fokus på at prissætningen tilpasses omkostningerne, så der sikres sorte tal på bundlinjen, uden at vi skal spinde guld,« lyder det i formandens beretning.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.