Brexit er godt nyt for britisk maskinhandel

Britisk maskinhandler høster allerede frugterne af det kommende brexit, selvom Storbritannien stadig er en del af det europæiske fællesskab.

For to måneder siden stemte briterne for at forlade det europæiske fællesskab. Det gjorde, at det britiske pund faldt med næsten 10 procent i værdi.

Det er godt nyt for den britiske brugtmaskinhandler Quinten Warnig, der arbejder for Haynes Agricultural i East Sussex.

"Vores eksport af brugt maskineri er steget en lille smule siden afstemningen. Det har gjort, at købere i udlandet pludselig har fået en god handel, og det har øget vores indtjening," siger Quinten Waring.

LandbrugsAvisens udsendte møder ham inden VM i pløjning på en mark ved York i England.

Større marked

Forhandleren sælger brugte New Holland og JCB til udlandet. Det er ikke kun Quinten Warings egen forretning, der går bedre efter beslutningen om at forlade EU:

"Det er generelt, at eksporten for maskinhandlere er blevet bedre, det er ikke kun hos os. Til gengæld er forretningen for maskinimportører ikke så god," siger han.

Officielt er Storbritannien stadig en del af EU. Landet står over for handelsaftaler med resten af EU's lande, når de om to år skal forlade unionen.

Quinten Waring bekymrer sig ikke om de kommende forhandlinger.

"Det tager vi til den tid. Hvem ved, hvor længe pundet er lavt? Lige nu er vores salg steget, og vi håber, det betyder, vi får en større markedsandel i Europa," siger han.

Han håber på at kunne få gode kontakter til VM i pløjning, hvor flere af konkurrenterne har telte sat op på pladsen.

Inden da, skal han som stuart vise dommere og trænere fra hele verden på plads til dagens konkurrence i pløjning.

Følg med resten af weekenden, hvor Landbrugsavisen.dk dækker VM i pløjning fra York i England.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.