Claas giver boost til ny Arion 400-serie

En ny topmodel og mere effekt via boost-funktion er nogle af ændringer i den kommende Arion 400-serie.

På et online pressemøde i dag onsdag har Claas præsenteret sin nye Arion 400-serie. Serien byder på en række forskellige opdateringer, og blandt andet i motorrummet sker der ændringer. 

De nye modeller overholder nu Stage V-kravene, og Fra Arion 440 og op får modellerne en boost-funktion på 10 heste ekstra. Samtidig får serien en ny topmodel ved navn Arion 470, der yder op til 155 hestekræfter inklusive boost. Dermed består den kommende Arion 400 af i alt syv modeller fra 90 til 145 hestekræfter (90-155 inkl. boost). 

Det maksimale moment er 631 newtonmeter i Arion 470 mod 570 i den nuværende topmodel Arion 460.

Motoren kommer fortsat fra Fiat Powertrain Technologies (FPT) og er på 4,5 liter på samtlige modeller, og den sørger for at overholde emissionskravene ved hjælp af, hvad Claas kalder en SCRoF katalysator, som i bund og grund er et SCR-system med et ekstra filter. Dertil kommer en DOC-katalysator. Service-intervallet på olieskift er i øvrigt 600 timer, oplyser Claas.

Forskellige kabiner

Med de nye 2021-modeller har Claas øget liftens løftekraft med 500 kg til 6,25 ton. Også traktorens tilladte totalvægt er øget med 500 kg, hvilket giver serien en nyttelast på 3,8 ton.

Nyt er også, at serien kan udstyres med Claas' lavprofil-kabine eller panoramic-kabinen, hvis man ønsker det. Sidstnævnte er til de, der ønsker masser af udsyn til for eksempel frontlæsser eller sidemonteret klipper.

Foruden standard-udgaven af Arion 400 kommer serien som CIS- og CIS+-versioner. Begge har et armlænskonsol med et multijoystick med 14 forskellige funktioner, og CIS+ har el-betjente hydraulik-udtag samt det kontrasfulde farvedisplay i højre hjørnestolpe som standard. 

Den nuværende Arion 400-serie vandt i øvrig en nylig offentliggjort test af syv forskellige allround-traktorer med frontlæsser. Traktoren vandt blandt andet på komfort og god betjening, og du kan læse hele testen i magasinet TraktorTech.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.