Claydon lover fem gange hurtigere etablering med hybrid-såmaskine

Claydon viste på Agritechnica den nye Hybrid T4, en bugseret såmaskine med mulighed for gødningsplacering.

Den britiske producent, Claydon, som er meget interessant, når det gælder strip till, viste på Agritechnica den nye Claydon Hybrid T4, en bugseret såmaskine med mulighed for placering af gødning, hvis man vælger det til som ekstraudstyr.

Hybrid T4 er en firemeters såmaskine, som bygger videre på de erfaringer, som Claydon har gjort med strip till i løbet af de seneste 14 år. Som det er tendensen i ikke mindst de skandinaviske lande, kan den leveres med gødningsplacering. Producenten lover, at den er simpel at sætte op, nem at bruge og med lave driftsomkostninger, ligesom den er alsidig og anvendelig under alle mulige forhold.

Nyheden kræver en traktor på mindst 200 hestekræfter. Tanken er på 3.500 liter, og vælger man versionen med gødningsplacering, får man en tank, der er delt i forholdet 60/40, og tankadskillelsen kan nemt tages ud, når der er behov for det.

Transportbredden på maskinen er tre meter, og den vejer omkring 6.000 kg.

»Claydons Strip Seeding System er op til fem gange hurtigere, en tredjedel billigere og mere pålideligt end et plovbaseret system,« lød det fra direktør Oliver Claydon under et pressemøde på Agritechnica.

Til ekstraudstyret hører blandt andet fire kameraer, så alt kan overvåges fra traktoren, seks arbejdslys og et stort udvalg af tænder.

Producentens patenterede Claydon Strip Seeding System afsættes nu i 27 lande. I Danmark forhandles Claydon af Rimmerhus Maskindforretning ved Videbæk.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.