Danish Agro får EU-ja til stor maskinbusiness i fire lande

Danish Agros store maskinforretning vokser yderligere efter, at EU Kommissionen har sagt ja til opkøb i Finland, Estland, Letland og Litauen.

Opdateret torsdag kl. 11.48

Danish Agro får nu udvidet sin store maskinforretning for et større trecifret millionbeløb.

Det står klart efter, at EU Kommissionen nu har sagt ja til, at Danish Agro kan overtage hele ejerskabet af finske Keskos maskinaktiviteter.

Med købet følger distributionen af Claas-produkter i hele Baltikum og Finland. Dermed bliver Danish Agro nu verdens største kunde hos den store tyske maskinfabrikant.

EU frygtede dominans

Godkendelsen fra EU er dog langt fra gledet glat igennem. For at få ja til opkøbet skal Danish Agro nemlig frasælge deres lukrative og succesrige forhandling af John Deere i Estland, inden handlen endelig kan lukkes og siges at være godkendt.

Ifølge EU Kommissionen var frygten, at Danish Agro med forhandling af finsnittere og mejetærskere fra begge mærker ville sidde for magtfuldt på markedet i Estland.  

”Tilsagnene imødegår fuldt ud Kommissionens bekymringer med hensyn til distributionen af grøntfoderhøstere og mejetærskere i Estland og sikrer, at den afhændede virksomhed bliver en levedygtig konkurrent til den fusionerede enhed.

Kommissionen konkluderede derfor, at den planlagte transaktion som ændret ved tilsagnene ikke længere ville give anledning til konkurrenceproblemer i Estland. Afgørelsen er betinget af, at tilsagnene efterleves fuldt ud”, lyder det bl.a. om afgørelsen fra EU Kommissionen.

Overtager salg for en mia.

I sagens natur er det estiske marked for finsnittere ganske småt, så i bund og grund er det handlen med en håndfuld finsnittere sidste år, som har bevirket, at Danish Agro skal tage dette skridt for at få handlen gennemført.  

Til gengæld kan Danish Agro glæde sig over, at man med selskabet Konekesko i folden overtager et salg på ca. en mia. kr. fordelt på 13 afdelinger.  

Danish Agro får i øvrigt ja til at forhandle både John Deere og Claas i Finland via to forskellige datterselskaber.

Nærmer sig 5 mia. kr. på maskiner

I 2018 var koncernen aktiv i ni lande, hvor koncernen bl.a. har forhandlingen af mærker som Claas, John Deere, New Holland og Fendt.

I går tilføjede Danish Agro i øvrigt endnu et mærke til porteføljen med en ny aftale med Spearhead om distribution af deres maskiner til afpudsning af græsmarker og pleje af grønne områder i Danmark, Finland, Norge og Sverige.

Maskinomsætningen for en af Europas største maskinhandlere rundede sidste år 3,5 mia. kr. og forventes i år at nærme sig fem mia. kr.

Danish Agro kommenterer ikke på handlen, før den er endelig afsluttet og afgjort.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.