Danske maskiner står og skal øst på: Men telefonen er blevet tavs

Dalbo er en af de producenter, som har gode, faste kunder i Ukraine og Rusland. Men usikkerhed breder sig om allerede indgåede handler.

Er der nogen, som kender østeuropæiske landbrug og kunder, så er det Dalbos Bo gade og Torben Pedersen.

Igennem årtier har de handlet med – og i - lande som Ukraine og Rusland på vegne af danske og store internationale maskinproducenter.  

Aktuelt har de også ordrer til Dalbos fabrik i Bindeballe, som er afgivet – og nogle betalt fra de lande, der efter udviklingen torsdag nu står i krig med hinanden.

”Vi har forholdsvis mange ordrer, og man bliver jo nervøs for, om man kan komme til at levere. Det er en ulykkelig situation.  Jeg har nogle varer, der skal afsted nu, hvor telefonen pludselig er blevet tavs”, fortæller Bo Gade, som sidder hjemme i Danmark og følger situationen som ansvarlig for Dalbos eksport til Østeuropa.

Et af de mest usikre punkter er, hvor langt Vestens sanktioner vil ramme navngivne personer i Rusland. Kommer man længere ned på listen end Putins inderkreds, så gør man måske handel med nogle af ejerne af de store landbrug ulovlig.

”Alt er oppe i luften, og vi ved ikke, hvor langt ned i fødekæden, det kommer til at ramme”, siger Bo Gade.

Kollega, og Dalbos salgschef, Torben Pedersen følger også meget med i situationen. Selv ejer han en lejlighed i Kiev, hvor familie til hans ukrainske kone bor.

”Vi ved lige så meget eller lidt som alle andre. Familien er flyttet udefra øst, og har været der den sidste lange tid”, siger han.

Torben Pedersen ser for sig, at eksporten til Rusland er godt på vej til at forsvinde.

”Jeg tror, at det ender med, at de lukker ned for Rusland rimelig hurtigt, og som det ser ud nu, så varer det nok rimelig længe, inden man skal en tur derover igen”, siger han.     

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.