Dengang Marshall byggede sin "egen" traktor

Tilbage i 1985 lancerede Marshall Tractors deres 100-serie.

"Marshall Tractors i Gainsborough i England, er nu også med på markedet for seks-cylinder traktorer", stod der i Landsbladet 11. januar 1985.

Her kunne man læse, hvordan Marshall Tractors på Smithfiels Show i London havde verdenspremiere på hele to nye seks-cylinder modeller samt en helt ny traktor i 90 hk-klassen.

"De to seks-cylinderet traktorer er døbt Marshall 100 og 115 og har hver især en motoreffekt på henholdsvis 77,3 og 84,6 kW. Det er en seks-cylinderet vandkølet Leyland motor, der sidder i begge modeller. Effektforskellen er opnået ved montering af turbo på den største model", skrev Landsbladet dengang.

Bortset fra motoreffekten var traktorerne stort set identiske i forhold til de tekniske specifikationer.

"De har begge synchromesh-gearkasse med 20 fremadgående og ni bakgear. Hydraulikken styres elektronisk og liftkapaciteten opgives til 4540 kg i liftarmens yderste punkt", skrev Landsbladet.

Marshalls egne

De to modeller i 100-serien blev konstrueret og designet af fabrikkens egne konstruktører og ingeniører.

Designmæssigt adskilte de sig væsentligt fra de øvrige modeller på Marshall-programmet.

"Både på standardserien (502,602/604,702/704 og 802/804) og på de nye XL modeller forsætter man indtil videre med Leyland-designet", stod der.

Det omtalte Leyland-design fulgte med, da manden bag Marshall Tractors, Charles Nickerson, købte britiske Leylands traktorproduktion og flyttede hele molevitten fra Skotland til Gainsborough i Midtengland.

Marshall Tractors 100-serie blev introduceret på det danske marked i foråret 1985.

Du kan læse hele artiklen fra 1985 ved at klikke på billedet herunder.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.