To forhandlere for Valtra i Nordjylland

Med virkning fra 1. januar 2017 har Hjallerup Maskinforretning forhandling af Valtra nord for Limfjorden, mens Agrotek får et langt større område syd for fjorden - og fortsætter med redskaber nord for fjorden

Valtra jagter året rundt øget markedsandel over hele Danmark.

»Ved at rokere lidt rundt i Nordjylland får vi endnu mere fokus på vores traktorer, og kunderne sikres en service i topklasse fra to anerkendte forhandlere.«

Det fremhæver Arne Spejlborg, salgsansvarlig for Valtra på det danske marked og ansat i AGCO Danmark i en pressemeddelelse.

Ved årsskiftet sker der en rokade, sådan at Hjallerup Maskinforretning får salg af såvel Valtra som Fendt fra sine hovedafdeling i Hjallerup til hele Vendsyssel.

»For os betyder overtagelsen af Valtra-forhandlingen, at vi får et meget stærkt udbud af traktorer til alle typer kunder og et komplet produktprogram,« siger Morten Bordvik, direktør for Hjallerup Maskinforretning.

Samtidig får Agrotek, der beholder sin afdeling i Hjørring med Børge Haugaard som sælger, et område syd for Limfjorden lige fra Hobro helt ud til Vesterhavet og ned mod Lemvig sammen med Flemming Refsgaards Traktorservice i Spøttrup.

»Vi får fuld fokus på Valtra i vores nye, udvidede område og vil fortsat sælge redskaber med mere i Vendsyssel,« forklarer Niels Vestergaard, salgschef hos Agrotek.

En stærkere position

For Arne Spejlborg er der ingen tvivl om, at den nye opdeling af forhandlernettet betyder, at Valtra fremover vil få en stærkere position i Nordjylland.

»Vi får nu også to meget stærkere forhandlere nord for og et godt stykke syd for Limfjorden,« påpeger han.

I dagens Danmark er de langt de fleste traktorkunder tæt knyttet til deres forhandler, som skal være parat til at yde service og vejledning, når det er påkrævet.

»Det er begge vores forhandlere i Nordjylland.«

»De har nemlig meget dygtige medarbejdere med stor viden om Valtra,« siger Arne Spejlborg.

Service fra værksted og vogne

Hjallerup Maskinforretning beskæftiger lige over 100 medarbejdere og har 39 servicevogne, der kører ud til kunderne.

»Vi har allerede montører med indgående kendskab til Valtra, og flere af vore montører vil i løbet af vinteren deltage i Valtra`s tekniske servicekurser,« forklarer Morten Bordvik.

Han understreger også, at de løbende deltager i de supplerende efteruddannelser.

Agrotek har også en stab af dygtige montører og samarbejder tæt med Flemming Refsgaards Traktorservice.

»Deres montører kommer til at yde service i den vestlige del af vores område, så der altid er hjælp tæt på,« pointerer Niels Vestergaard.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.