Fra tromlegigant til ny mission: Har du to grise, så kommer han gerne forbi

Ugens profil kommer fra salgschefsjob hos Dalbo, og skal nu sørge for et gennembrud for en svensk vaskerobot i Danmark.

Det er en af maskinbranchens kendte skikkelser, der nu skifter job fra en type maskiner til en lidt anden.

Selv griner Torben Norlyk Pedersen lidt i telefonen over brancheskiftet, som kom lidt ud af det blå, som han siger.  

Fra Dalbos harver og tromler til en svensk vaskerobot i form af jobbet som general manager for firmaet Envirologic, der producerer og sælger vaskerobotter til eks. svineproducenter.

”Jeg har lige været i Sverige og få træning. Når selv jeg kan finde ud af at bruge den, så må der være et potentiale i få svineproducenter til at bruge den”, siger han med en god portion selvironi.

Stemmen emmer af en hel del gåpåmod. Svenskerne vil gerne øge salget markant af deres vaskerobotter på det danske marked, potentialet kaldes for stort – og så skal han sådan set bare levere varen.  

Med Torben Pedersen har de fået en mangeårig salgsekspertise, der om nogen kender landbrugsbranchen – og ikke mindst maskinerne. Det seneste år tilbragte han som salgschef hos Dalbo i Bindebøl udenfor Vejle.

Forinden kom han fra en stilling som eksportchef siden 2012 hos Agrometer, hvor han var med til at opbygge en forhandlerstruktur rundt omkring i verden. Agrometer var også hjerteblod, da hans far, Peter Pedersen, i høj grad var med til at opbygge virksomheden og bringe den frem som af de førende danske maskinproducenter.

Sønnike Torben tog forinden jobbet hos Agrometer livtag med verdensmarkedet for landbrugsmaskiner hos Agco, hvor han var med til at udvikle distributionen af bl.a. Fendt og Massey Ferguson i dele af Østeuropa og Kina.

Beskedent siger han, at det faktisk er ekstra spændende ”kun” at have det danske marked som hjemmebanen i det nye job. Han mener, den svenske vaskerobot passer utrolig godt ind i tiden.

”Ligesom hos Dalbo, hvor det kunne være en udfordring at finde nok folk til svejsejobs i produktionen, så har danske landmænd en stor udfordring med at finde folk, som vil arbejde i staldene og ikke mindst stå med en højtryksrenser og vaske i mange timer. Det er stort set kun østeuropæere og corona-krisen viser også, hvor sårbart det er at få fat i dem. Her får landmanden en maskine, som gør arbejdet for dem på nær en lille halvtime eller tre kvarters arbejde ude i de hjørner, som man altid selv må over”, siger han.

Som enhver anden maskinsælger plejer året af være belagt med messer, dyrskuer og store demostrationer, hvor man kan udbrede kendskabet til sine produkter. Sådan er det bare ikke for tiden.

Men Torben ser ikke pessimistisk på jobbet af den grund.

”Hvis man vil have en demo, så kan man bare ringe. Der er ikke nogen, som er for store eller for små til at få besøg. Har du to grise, så kommer vi på besøg”, siger han og minder om, at vaskerobotten ikke er en højtryksrenser.

”Det skal man prøve. Den bevæger sig, som hvis du gik med den. Du kan se lidt video af den, men det er ikke det samme. Det behøver ikke være en hel stald. Har du prøvet den en stund, så har du prøvet princippet, så vi kan komme hurtigt forbi”, lyder det lokkende.

Hvorfor er du skiftet job nu?

”Ting kan gå hurtigt. Der skete nogle ændringer hos Dalbo, og så ringede telefonen i mellemtiden. Det kom ud af det blå”.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.