Fransk Novag såmaskine vises i Hammel

Brdr. Toft fokuserer ved et arrangement på præcisionslandbrug og No-Till og viser den nye franske Novag såmaskine.

Der er noget ved at ansætte en ny sælger, når vedkommende har en hel række importmærker med sig i mappen. Det har man oplevet hos Brdr. Toft i Hammel, som for nogle måneder siden ansatte Peter Porse som ny sælger, og han havde tidligere agenturet Nordisk Agro import.

- Ja,vi indgik som bekendt en aftale med Nordisk Agro Import for et par måneder siden og fik en række nye produkter i porteføljen med fokus på no-till og mekanisk ukrudtsbehandling, siger firmaets salgs- og marketingchef Finn Søndergaard.

- Vi glæder os derfor til at vise nye produkter fra bl.a. Novag, Hatzenbichler, Ullmanna og K. Walner frem på åben hus dagen, hvor Peter Porse vil berette om maskinerne, tilføjer han om arrangementet, som foregår i morgen torsdag 22. februar.

Et af trækplastrene er den franske Novag såmaskine, som netop her til morgen, onsdag, blev læsset af hos Brdr. Toft i en firemeters version.

Sidste år havde Peter Porse en tremeters Novag No-Till maskine på turné i landet, hvor den sammenlagt såede 150 hektar, raps og efterafgrøder i august og rug og hvede i september. Det var en Novag TF 350-12, det vil sige en tremeters maskine med 25 centimeter rækkeafstand.

Der vil også være sneglevogne fra svenske GrainSaver og drænspulere fra hollandske Sieger.

Brdr. Toft er en todelt forretning; dels lokal østjysk maskinforretning med fokus på Kubota full-line forhandling samt forhandling af Deutz-Fahr traktorer med tilhørende reservedels- og værkstedsopgaver, og dels Sprøjtespecialisten, som er landsdækkende. 

Læs mere om Novag såmaskinerne i den trykte udgave af LandbrugsAvisen på lørdag, hvor netop såmaskiner er et tema i tillægget LA Maskiner.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.