Grønt lys for John Deere-overtagelse

Konkurrencestyrelsen har godkendt overdragelsen af John Deere forhandlere til Semler Gruppen.

Så er den sidste formalitet på plads. Konkurrencemyndighederne har nu godkendt overdragelsen af Mejlby & Vilsgaard A/S og Maskincenter Sjælland A/S til Semler Gruppen, hvilket var en betingelse for, at processen kunne sættes endeligt i værk.

»Vi vi vil nu bruge den kommende periode på at få de sidste praktiske punkter helt på plads,« siger adm. direktør i Mejlby & Vilsgaard A/S, Carsten Greiffenberg.

Konkurrencestyrelsens godkendelse er netop offentliggjort.

Baggrunden er, at Semler Gruppen, der står bag import af bl.a. VW og Audi, har stiftet et datterselskab, Semler Agro Holding, der har købt alle aktier i Mejlby & Vilsgaard A/S. Samtidig er man blevet enige med ejeren af Maskincenter Sjælland A/S, Hans Erik Karlshøj, om at overtage aktiviteterne i Maskincenter Sjælland A/S.

Når overtagelsen er gennemført, varetager Semler Agro A/S John Deere forhandlingen i Nord-, Syd- og Sønderjylland samt på Sjælland. Semler Agro A/S vil efter overtagelsen af Maskincenter Sjællands aktiviteter beskæftige mere end 130 medarbejdere.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.