Her er Danmarks billigste gulpladebil

Prisen for en Dacia Sandero på gule plader og et varerum på 1,45 kubikmeter er godt 93.000 kr. plus moms.

Mange landmænd og maskinstationer kører gulpladebiler, men hvor finder man egentlig den billigste mulighed? Det gør man hos det rumænske mærke Dacia, som nu lancerer Danmarks absolut billigste gulpladebiler, nemlig Duster, Sandero og Jogger ombygget til varebiler.

Prisen for en Sandero på gule plader, 90 hk og med 1.45 kubikmeter varerum er helt præcist 93.472 kroner plus moms. Men også Duster og Jogger fås nu som ombyggede vans.

- Der kører cirka 6.000 Dacia på det danske marked med gule plader. Langt de fleste sidder på den lille varevogn Dacia Dokker, som desværre er gået ud af produktion. Men, der er en langt række erhvervsdrivende, der med fordel kan konvertere til en personbil ombygget til van, lyder det i en pressemeddelelse fra Søren Hyltoft, kommunikationschef hos RN Danmark, der importerer Dacia i Danmark.

Dacia Sandero er rundt om i Europa en populær familiebil, Dacia Duster, der snart får en efterfølger, er med 200.000 solgte enheder den tredjebedst sælgende SUV i Europa og Dacia Jogger er med knap 100.000 solgte, den bedst sælgende bil i det såkaldte C- Segment – hvis man fraregner de høje SUV’er. Det er de tre, som RN Danmark nu konverterer fra billige familiebiler med op til syv siddepladser til Danmarks billigste vans.

Dacia Duster med 90 hk benzinmotor fås fra 137.551 kroner plus moms. Nyeste skud på stammen hos Dacia er Jogger, der i personvognsudgaven kun fås med syv sæder. Som varebil med 110 hk kan den gabe over 1,8 kubikmeter. Prisen for den billigste Jogger PC Van med 110 hk er 149.053 kroner plus moms.


 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.