Her kan du få pløjeråd kvit og frit
Verdens første pløje-konsulentbureau står klar til at give gode råd om pløjeindstillinger på Borgeby.

Har du et spørgsmål om indstillingerne til din plov, så er der hjælp at hente på Borgeby-messen.

Stifter og direktør Jens Iversen hos Ploveksperten står nemlig klar med gode råd og tips til besøgende på messen.

»Vores gode råd på messen er gratis. Så har man nogle gode idéer eller brug for tips, så er man velkommen til at kigge forbi. Vi står der«, fortæller han forud for Borgeby-messen ikke langt fra Malmø, som foregår onsdag og torsdag i næste uge.

Plov skifter dansk importør - pløjeekspert får nøglerolleMaskiner Mandag 26. februar 2018 · 15:14

230 kunder i første år

Jens Iversen startede selv Ploveksperten i august sidste år og oplyser, at han foreløbig har haft omkring 230 kunder. Den tidligere pløje-verdensmester fra Vils på Mors giver konsulent-timer i bl.a. god indstilling af ploven og kursus i indstilling for flere medarbejdere eller hold af kursister.

Her i det første år har kundegruppen primært været danske landmænd. For nylig havde Ploveksperten, som nu også tæller Andreas Thorsager, også en række kunder i Norge. Jens Iversen vil også gerne henvende sig til svenske landmænd.

»Jeg håber, at jeg får mødt en masse danske landmænd på Borgeby, og så håber jeg også på, at jeg kan få en fod indenfor i Sverige, og at de kan få øjnene op for at få indstillet deres plov på professionel vis. Jeg er ikke i tvivl om, at vi får rigeligt at gøre i Danmark i efteråret, men det kunne være formålstjenligt at få nogle indstillinger i Sverige til at skaffe aktivitet fremadrettet«.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.