Indisk dækproducent når milepæl og sigter efter mere

BKT med hovedsæde i Mumbai, Indien, nåede i det forskudte regnskabsår 2021/2022 én mia. dollars i omsætning og sætter nu et nyt økonomisk mål om at runde det dobbelte allerede i 2026.

Den indiske dækproducent BKT rundede i det forskudte regnskabsår 2021/2022 for første gang én mia. dollars i omsætning. Dermed runder det unge selskab med blot 35 år på bagen lidt af en milepæl. 

Men BKT træder hårdt på speederen og har ikke tænkt sig at lette foden. 

På et pressemøde i netop Indien, hvor Landbrugsavisen er til stede, kunne virksomheden løfte sløret for et nyt økonomisk mål: At runde to mia. dollars i omsætning allerede i 2026 - altså om blot fire år. 

- Vi har sat et højt mål, og det kræver hårdt arbejde. Men vi er sikre på, at  vi kan nå det, fortæller Rajiv Poddar, medansvarlig direktør og tredje generation i virksomheden efter sin bedstefar, der startede BKT tilbage i 1987.

Vil bygge ny fabrik

BKT har fire dækfabrikker, alle i Indien, og det er planen, at der skal bygges endnu en ny fabrik ved byen Buhj, hvor BKT i forvejen har sin nyeste fabrik.  Hvis alt går planlagt skal den nye fabrik stå færdig allerede om halvandet år, og den vil blive en væsentlig faktor i at nå målet om to mia. dollars i omsætning, slår Rajiv Poddar fast. 

BKT producerer udelukkende dæk til off highway-industrien - herunder landbrug, skovbrug og entreprenør-sektoren. Og sidste år lancerede koncernen også sit første gummibælte, i første omgang til traktorer, men som nu også skal lanceres til mejetærskere og senere hen andre målgrupper, hvis behovet er der. 

- Vi forventer os meget af den nye produktion af gummibælter. Det segment kommer til at bidrage væsenligt til at nå vort økonomiske mål i 2026, tilføjer Rajiv Poddar. 

Du kan læse mere om BKT og virksomhedens planer for fremtiden i næste udgave af LandbrugsAvisen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.