Lønningsposerne stiger også hos maskinhandlerne

Hovedaftalerne på arbejdsmarkedet blev indgået lige før coronakrisen. Derfor er der stadig lønstigninger hos maskinhandlerne i de kommende år.

De mange tusind medarbejdere hos landets maskinhandlere skal i øjeblikket stemme om deres nye overenskomster.

Forliget blev forhandlet på plads mellem Dansk Maskinhandlerforening og de faglige parter efter, at det store gennembrudsforlig på arbejdsmarkedet havde lagt vejen.

Som i det toneangivende industriforlig i starten af februar mellem Dansk Industri og CO Industri er der nu udsigt til lønstigninger på omkring et par procent årligt i de kommende tre år.

Den sidste aftale hos maskinhandlerne kom i mål efter lange forhandlinger mellem direktør Klaus Nissen og formand Jens-Aage Jensen på den ene side og repræsentanter for Dansk Metal og 3F på den anden side.

Klaus Nissen bemærker, at det har været vanskeligt at forhandle med det store forlig som bagtæppe i en tid, hvor corona-krisen pludselig er blevet en del af alle danskeres hverdag. Alligevel er han samlet set tilfreds.

”Det er ikke nogen hemmelighed, at gennembrudsforliget vi læner os op ad, var en dyr omgang. Den blev forhandlet i en anden virkelighed. Var den forhandlet i dag, så havde det været en anden situation, og det var i øvrigt også dyrt på det tidspunkt. Men på trods af det så var det et fornuftigt forlig. Vi har fået en mere fleksibel overenskomst og lettere administration, som også kan lette hverdagen hos maskinhandlerne”, siger han efter lange og hårde forhandlinger, der blev afbrudt flere gange og endte i Forligsinstitutionen på lidt ukurante arbejdstider for at få parterne endeligt fandt hinanden.

Helt konkret betyder aftalen bl.a., at der nu kommer flextid hos maskinhandlerne i en vis grad, adgang for flere lokalaftaler, optrapningsordning for nye medlemsvirksomheder og månedsvis lønudbetaling for timelønnede.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.