Maskingigant slanker lageret for 3,8 mia. kr.

Den store traktorproducent CNH havde en stor lagerbeholdning ved årets indgang. Det er der nu gjort op med.

Hvis skal tale om en corona-positiv effekt, så kan producenten bag traktormærker som Case IH og New Holland, CNH Industrial, pege i retningen af lageret.

Her er der nemlig ryddet grundigt op efter længere lukninger af traktorproduktionen rundt omkring på producentens mange fabrikker i især Europa, men også i andre verdensdele i foråret.

I forbindelse med CNH’s nyeste kvartalsregnskab forleden oplyste CNH’s topledelse, CEO Suzanne Heywood og CFO Oddone Rocchetta, at CNH under genstarten af produktionen har været forsigtige for at producere mere efter markedets behov end tidligere.

Resultat:  Reduktion af CNH’s lager med 600 mio. dollar på tværs af forretningsområderne, svarende til maskiner for en værdi af knap 3,8 mia. kr.  

”Som jeg tror, at jeg har sagt ved de sidste kvartalregnskaber, så kom vi ind i første kvartal i år med et ganske stort lager. Vi har benyttet muligheden til at bringe det ned både på selskabsniveau, men også ude i forhandlerleddet”, siger CFO Oddone Rocchetta.

Heywood oplyser, at alle CNH-fabrikker er oppe og køre igen. De fleste producerer dog under max kapacitet for at holde lagerbindingen på niveau med den aktuelle efterspørgsel i markedet.  

CNH forventer for hele 2020, at omsætningen falder med 15 til 20 pct. for hele året pga. corona-krisen.

Der er dog flere positive vibrationer for CNH efter nogle vanskelige måneder for CNH og branchen som helhed.

Dels er man noget mere optimistisk nu end for tre måneder siden generelt. Der handles og bestilles traktor og maskiner verden rundt og underleverandører leverer igen dele til produktionen i et helt andet omfang end i marts, april og første del af maj.  Fra det amerikanske marked er der også øjnefaldende positive tal. Mens salget af større traktorer har været faldende i de seneste måneder, så er salget af mindre traktorer til bl.a. mælkeproducenter pænt stigende og overgår midt på sommeren niveauet for 2019.  Salget af mejetærskere stabilt i forhold til kvartal sidste år.

I Europa er tingene gået mere trægt. I seneste kvartal er salget af både traktorer og mejetærskere faldet med en fjerdedel for branchen som helhed.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.