Maskinhandler godt på vej efter alvorlig mavepuster

Præstbro Maskiner har fået fat det seneste halve år med bl.a. nye polske vogne, der ikke kun skal handles på prisen.

Det var lidt af en mavepuster.

Farvel til 40 procent af omsætningen og det produkt, som maskinhandleren Præstbro Maskiner brugte mest energi på.

Det var realiteterne, da Præstbro Maskiner sidste år blev sagt op som importør af det polske vogn- og redskabsmærke Pronar.

Det seneste halve år synes ejer og maskinhandler Flemming Larsen, at det er begyndt at gå rigtig godt igen. I stedet for Pronar importerer han bl.a. nu produkter fra producenter som Stronga kroghejsevogne fra Litauen samt et større vognprogram fra Metal Fach i Polen. Derudover er der kommet et fuldt program af entreprenørvogne fra Randex i Sverige.

”Da vi mistede Pronar var jeg godt nok nervøs for, om vi kunne klare det. Det var ikke sjovt. Det var et produkt, jeg havde meget fokus på, og som jeg synes vi gjorde rigtig godt. Det krævede lige lidt, inden jeg stillede mig på benene igen. Så jeg er lykkelig for, at vi fandt nogle nye produkter. Vi har sadlet lidt om, så nu taler vi ikke kun pris, der er kommet meget mere fokus på kvalitet, hvor man så kan sælge nogle vogne til nogle kunder til en lidt højere pris”, fortæller han.

Ifølge Flemming Larsen har skiftet også givet ham nye muligheder, når der skal leveres til eks. entreprenører og kommuner med specielle ønsker.

”Tidligere kunne vi sige take og leave it. Vognene var, som de var. Nu har vi fået nogle meget fleksible fabrikker ind, der gerne laver specialløsninger til kunden. Vi har eks. lige solgt en kroghejsevogn til Middelfart med kran på. Stronga siger, at det er ikke noget problem, og så laver de en fiks og færdig løsning fra fabrikken, hvis kunderne vil have det”, fortæller han og siger, at han også er taknemmelig for, at hans gamle forhandlere i stort omfang har sagt ja tak til de nye produkter.

Overskuddet dykker

Forrige år præsterede Præstbro Maskiner et solidt plus på 4,4 mio. kr. For nylig indleverede man så et 2018/19-regnskab med knap 600.000 på bundlinjen.
Det forrige regnskab var dog godt hjulpet af nogle engangsgevinster på gamle debitorer, der uventet betalte deres tilgodehavender.

Ud fra omstændighederne er Flemming Larsen godt tilfreds med den nye regnskabsaflæggelse.

”Vi er tilfredse med at komme ud med benene på jorden”, siger han og ser halvvejs inde i næste periode fortrøstningsfuld på næste aflæggelse.

”Vi er rimelig meget foran budgettet. Hvis det fortsætter, så bliver næste år bedre”, siger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.