Maskinsælgerne klarer sig uden grisefest

Landets maskinhandlere ser ind i et solidt 2020, selv om boom hos svineproducenterne næppe giver kæmpe salgsboost.

For et år siden var vejrudsigten for landets maskinsælgere overskyet.

Dårlige afregningspriser hos store kundegrupper. Få reparationer.

Nu er tingene vendt på hovedet.

Meget god udvikling på svinepriserne. En normal høst, hvor reparationer igen holdt værkstederne travlt beskæftiget.

Alligevel forventes udviklingen at være nogenlunde status quo på bundlinjen.

»2018 gik nemlig ikke så slemt endda. Høsten viste sig økonomisk ikke så dårlig for kunderne, og maskinhandlernes resultater blev faktisk lidt bedre end året før«, siger direktør for Dansk Maskinhandlerforening Klaus Nissen med henvisning til et resultat i snit for en dansk maskinhandler på 1,6 mio. kr., en hårspids bedre end året før.

For 2020 ser han nogenlunde samme niveau, selv om landbruget økonomisk har det bedre.

»Der er sket en professionalisering hos kunderne, hvor opturerne i højere grad bliver brugt på at konsolidere sig. Det er på kort sigt lidt træls for maskinhandlerne, på længere sigt giver det stabilitet«, siger han.

Samlet omsatte maskinhandlerne for 9,8 mia. kr. i 2018 og havde dermed stigende omsætning.

Hos Ingemann Larsen på Mors oplever direktør Per Larsen, at 2019 bliver bedre og 2020 stabilt. Men også han forventer kun en indirekte afsmitning af svinepriserne.

»Vi er mere eksponeret over for maskinstationerne, og de får nok en positiv afsmitning. I vores forretning kunne vi virkelig mærke forskelle på 2018 og 19. Tørken kostede rigtig meget i værkstedet, mens den solide høst i år gav meget mere aktivitet«, siger han.

Mens indtjeningen generelt ser stabilt ud i branchen, er branchen i øjeblikket udfordret af stigende lagre.

Ifølge analysen er varebeholdningen i snit steget med en femtedel og udgør nu 24,3 mio. kr. pr. maskinhandler i snit svarende til 2,8 mia. kr. for alle virksomhederne.

»Problemet med brugtlagrene er, at der ikke står mange trefurede plove mere. Det er større og nyere maskiner, der er sværere at komme af med. De lande, vi plejer at eksportere til, vil hellere have nyt. Så vi skal længere og længere væk med maskinerne«, siger direktør Klaus Nissen.

 

Faktaboks

Maskinhandlerne i tal

  • Samlet salg: 9,8 mia. kr. 
  • Res. i snit: 1,6 mio. kr.(1,5 mio. kr. i 17).
  • Ansatte: 2.850. 
  • 125 medlemsvirksomheder.


Kilde: Beretning 2018/19 fra
Dansk Maskinhandlerforening. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.