Mere strøm på eltraktor-bølgen: 87 grønne hestekræfter skal nu også produceres i Italien

Lille producent af specialtraktorer har givet maskinproducent licens til at producere eltraktor i nye farver.

Det har vagt opsigt på messer rundt omkring, når den lille schweiziske maskinproducent Rigitrac, som en af verdens første vist en markedsmoden eltraktor frem.

Rigitrac SKE 40 kan yde op til 87 hk fra sin elmotor. De første maskiner er for længst trillet fra fabrikken og ud på markedet i Schweiz og igennem de sidste fire-fem år været vist frem på messer i ind- og udland.

I forbindelse med den store messe for entreprenørmaskiner, Bauma, som foregår i München i de her dage, så har belgiske Keestrack offentliggjort, at de fremover kommer til at producere den samme maskine i deres egne gule og sorte farver til alle de markeder, som Rigitrac ikke selv servicerer. Keestracs produktion skal ske i Italien, hvor man har opkøbt traktorfabrikken Goldoni i Migliarina.

Keestrack er ellers mest kendt i entreprenør-kredse for store anlæg, som kan sortere og knuse byggematerialer.

Handlen betyder, at mens traktoren sælges som en Rigitrac i Schweiz, Østrig, Sydtyrol i Italien og den sydlige del af Tyskland, så skal den sælges og markedsføres som en Keestrack B1e i resten af Europa.

Den lille traktor har en el-drevet pto både foran og bag på. Liften klarer redskaber op til halvandet ton og hydraulikydelsen er på 40 liter/min. Den 2,3 ton tunge – eller lette om man vil – traktor fylder kun 1,3 meter i bredden, når den kører rundt på vejene – og dermed kunne det lyde som en fristelse for bl.a. vej og park-afdelinger i kommuner med en politik om elektrificering af maskinparken.

Eltraktor på Agromek

Der har længe været talt om udvikling af eltraktorer ligesom man i de her år ser et stort ryk på elektrificering af maskiner indenfor entreprenørsektoren. Reelt har det dog indtil nu mest været prototyper, som er blevet vist frem - bl.a. fra store traktorproducenter som Agco og John Deere - indtil videre.

Sideløbende med, at Rigitrac har vist deres eltraktor frem har Fendt ved flere lejligheder vist en eltraktor frem på messer og til pressen uden, at den dog er gået i produktion endnu.

Vinderup Maskiner viser på det kommende Agromek i slutningen af november en eltraktor fra Farmtrac, som man netop er begyndt at importere til Danmark.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.