Næste Jaguar er forstærket i fronten og gjort lettere for chaufføren

Der gemmer sig en ændret snittecylinder og stærkere forpressevalser med hydraulisk tryk på kommende Jaguar-finsnittere.

Claas Jaguaren til den kommende sæson ligner umiddelbart sig selv.

Men Model 502, som den kaldes internt, byder på en række ændringer, hvor især fronten og komforten for chaufføren har ændret sig.

Helt åbenlyst luger Claas ud i kabinen, hvor det gamle armlæn er fjernet til gavn for et nyt af slagsen med Cebis Touch og C-motion kørehåndtaget. Feinschmeckere vil bemærke, at det ikke er det eneste, som har ændret sig.

For eksempel har den kommende Jaguar hydraulisk trykstyring af forpresvalserne i stedet for mekaniske fjedre, og det tidligere snekkedrev til drejekransen er kylet ud til fordel for en motor med tandhjul, som er i direkte indgreb på drejekransen.

Endnu mere usynligt er det, at indføringsvalserne er blevet 30 pct. stærkere end hidtil, og at lejer og lejetætning er tilsvarende forbedret for at forlænge levetiden.

»Der gemmer sig mange ændringer på serien, og vi har haft meget fokus på det, der populært kaldes Total cost of ownership. Altså hvad koster maskinen at køre med over tid«, fortæller Iwer Dall, salg- og produktchef for græsudstyr hos Danish Agro Machinery.

»Samtidig må vi bare konstatere, at der i de seneste fire-fem år er kommet utrolig meget fokus på, at snitterne skal holdes kørende ude i marken. Maskinstationerne tolererer ikke nedbrud, for så holder en hel hær af mandskab og maskiner stiller«, uddyber han.

Få knive med garanti

Claas har ændret på knivholderne på V-max snittecylinderen.

»Tidligere, hvis man tog hver anden kniv ud af cylinderen, var der ikke symmetrisk afstand mellem knivene i midten af cylinderen. Det gav større belastning på corn-crackeren i majsen, og vi kunne derfor ikke garantere fuld levetid på den«.

»Nu kan man justere på knivholderne, så afstanden mellem knivene er symmetrisk«, forklarer Iwer Dall.

I Danmark sælges de fleste snittere med 24 eller 28 knive. Det giver chaufføren mulighed for at indstille snitlængden trinløst fra 4,0 til 22,0 eller 18,5 millimeter. Med halvdelen af knivene monteret er snitlængden 8,0 til 37 eller 44 millimeter.

Den trinløse justering er i øvrigt en del af det, der skiller Jaguar 800- fra 900-serien.

»Vores 800-serie har mekanisk justering af snitlængden i seks trin. Den har en anden snittecylinder og har knap så stor dækmontering«.

Faktaboks

Første eksemplar i Danmark

  • LandbrugsAvisen var i sidste uge på besøg hos en dansk Claas-forhandler for at se det eneste og hidtil godt gemte eksemplar af den kommende Claas Jaguar finsnitter-serie. 
  • Model 502 er det interne navn, og næste generation Jaguar byder på en lang række ændringer, hvor nogle er ganske lette at spotte, mens andre gemmer sig godt. 
  • Finsnitteren præsenteres på Agritechnica til november.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.