Ny bom får Samson til at brede sig på Agromek

Ny 36 meter bom fra Samson har krævet en større stand på Agromek.

Samson Agro udstiller den nyudviklede 36 meter bom, SHB4/36m, på årets Agromek udstilling i Herning. Den var ikke helt nem at få plads til, og virksomheden får derfor flere kvadratmeter end sædvanligt for blandt andet at kunne vise den nye bom frem.

»Det er en helt ny bom, der er udviklet på basis af et nyt koncept, der giver mulighed for 36 meter arbejdsbredde og en højere kapacitet«, siger Torben Larsen, salgs- og marketingchef hos Samson Agro.

»Det er en naturlig konsekvens af efterspørgslen fra vores kunder. Og vi glæder os til at vise den frem for første gang her på Agromek, hvor de fleste af vores danske og skandinaviske kunder kommer,« siger han.

Den 36 meter bom, der udstilles på Agromek, er bygget på baggrund af de test og erfaringer, der er gjort med de bomme, der har kørt i flere varianter og under mange forskellige forhold i 2016. Den udstillede bom er den første af bommene i en ”limited” 0-serie, der produceres til den kommende gyllesæson.

»Det er vores overbevisning, at denne bom ikke kommer til at ligge langt fra den bom, vi frigiver til salg. Så jeg håber, at de, der er interesseret i den nye bom, benytter lejligheden til at komme og se den på vores stand på Agromek,« siger Torben Larsen.

Ligesom ved seneste Agromek får Samson Agro besøg af flere delegationer af udenlandske gæster, der er inviteret af Agromek.

»Vi får blandt andet besøg af gæster fra Finland, Rusland og Kina«, siger Torben Larsen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.