Ny frontfigur hos Samson: Vi er ikke under et tidspres
Ugens profil på maskinfronten var på arbejde for første gang i mandags i et forløb, som skal få rækken af danske grønne gyllevogne til at vokse ude i verden.

Mandag fik familien bag Samson, Glerup-familien, afholdt det første bestyrelsesmøde, hvor deres nye formand, Christian Junker, var med rundt om bordet. Med Christian Junker har de fået en personlighed ind, som kender opgaven med at skabe udvikling og vækst i virksomheder i agro- og landbrugsindustrien i og udenfor Danmarks grænser til hudløshed.

Det blev dermed startskuddet til et nyt kapitel i Samsons internationalisering og erklærede vækstplaner – og en endnu en arbejdsopgave i den tidligere Danish Agro topchefs nye arbejdsliv som aktiv bestyrelsesmedlem i agro- og landbrugsindustrien.

Hvor stort potentiale ser du hos Samson?

”Christian, nu skal vi lige huske, at jeg har været bestyrelsesformand siden i mandags, og det er torsdag eftermiddag lige nu. Det er jo ikke sådan, at jeg har været ude i alle hjørner. Men helt overordnet ser jeg en stor mulighed for, at de produkter og den teknologi kan bruges i et bredere kommercielt sigte. Vi vil gerne prøve at se, om vi kan få Samson til at vokse. Det kan jo ske med organisk vækst, via akkvisitioner eller fusioner. Der ligger ikke nogen som helst færdig plan for, hvordan det skal ske. Men familien ønsker, at man prøver at arbejde med de forskellige muligheder, og så får vi frem til forsommeren til at fremlægge en ny strategiplan for de næste 3-5 år. Man skal huske på, at Samson er en veldrevet virksomhed med en stærk ledelse med stærke resultater. Den har en fornuftig balance og har nye produktionsanlæg på det højeste niveau, man kan forestille sig. Vi er ikke under et tidspres, men det her er mere udtryk for en strategisk retning”, siger han til LandbrugsAvisen Maskiner, mens han er på vej hjem fra et bestyrelsesmøde hos tyske Agravis og på vej mod netop Viborg.   

Hvorfor har du sagt ja til at være med i arbejdet hos Samson?

”Da jeg tog beslutningen om at stoppe sidste år 1. oktober hos Danish Agro, så var det ikke, fordi jeg var udbrændt eller træt af jobbet på nogen måde. Det var et ønske om at skifte dagligdag, og at min efterfølger var klar. Og nu består min dagligdag af en række bestyrelsesposter. Jeg fik en henvendelse, og så tog jeg et møde med familien Glerup. Jeg fandt ud af, at jeg føler mig godt til rette med personerne, og at de var i overensstemmelse med min filosofi om forretning. De vil have Samson introduceret meget bredere i de kommende år, og det er en spændende opgave”. 

Du er jo vant til at være CEO hos Danish Agro, hvor beløbstørrelserne er oppe i nogle helt andre milliardstørrelser. Hvad er spændende ved at være med i en sådan her størrelse virksomhed som Samson, hvor tallene er nogle andre?

”Siden jeg stoppede 1. oktober i Danish Agro, så har jeg sagt ja til 15-20 bestyrelsesposter i meget forskellige virksomheder. Jeg fokuserer ikke på, om det er mere eller mindre omsætningsstørrelser. Spørgsmålet er, om jeg kan se, at jeg kan bidrage. Er der en base, og kan tingene udvikle sig? Jeg har ikke noget, jeg skal præstere. Jeg skal føle, at jeg har noget at bidrage med, og er i harmoni med det miljø, som jeg vil arbejde med. Jeg kendte ikke familien Glerup, da en headhunter ringede, men jeg føler mig godt tilpas, og så er det ikke et spørgsmål, om en virksomhed omsætter for 300 mio. kr., 3 mia. eller 30 mia. kr., men opgaven.”

I Danish Agro kom maskinerne ind undervejs, da I fik dem med i handel(ved opkøbet af finske Hankkija i 2012). Siden har du beskæftiget dig en del med landbrugsmaskiner. Hvad er egentlig spændende ved det?

”Dengang var det ikke et spørgsmål, om man i Danish Agro sad og syntes, at det var spændende med maskiner. Danish Agro havde en strategi om, at man ville være full time service provider til landmændene omkring Østersøen og de baltiske lande, og så kunne man dengang se, at der var et behov i branchen for at få forhandlerniveauet konsolideret, så det kom på niveau med producentleddet, hvor der er nogle store aktører. Det var drevet at være så god som mulig til at levere service hele vejen rundt til landmændene”, siger han.

Tidligere topboss ny formand i SamsonMaskiner Mandag 26. november 2018 · 12:32


Christian Junker fik landbrugsmaskiner ind i Danish Agro-koncernen, da man i 2011 opkøbte den finske grovvarekoncern Hankkija, som også er John Deere-forhandler og forhandler af Samsons produkter.

 

Hvad har du så lært om maskinerne og maskinbranchen?

”At det er en branche, hvor der virkelig har været og er behov for konsolidering, ikke mindst på forhandlerniveauet. Her føler jeg, at man kan se, at andelsselskaber som Danish Agro i Danmark, og eks. Lantmännen i Sverige, Agravis og BayWa i Tyskland og andre kan gå ind og spille en rolle. Et billede på det er, at der sælges ca. 220 nye mejetærskere i Danmark om året, men der er mere end 200 forretninger, som vil sælge dem. Du kan ikke udvikle ordentlig service og kompetencer, hvis du ikke har den rigtige størrelse”.

Hvor hurtigt kommer vi til at se forandringer hos Samson?

”Det var som sagt mit første møde i mandags. Michael Glerup, som var bestyrelsesformand indtil da, fortsætter som næstformand. Nu siger man så, at man vil have et nyt fokus ind, men der er ikke noget revolutionerende i det ud over, at man siger, at man har en teknologi og nogle produkter, som egentlig godt kan markedsføres bredere på forskellige markeder”.  

Hvad laver du ellers her op til jul?

”Jeg har været tre dage i Rumænien i sidste uge, og lige været til møde i Østrig, og så er jeg i Tyskland lige nu, hvor jeg har været til bestyrelsesmøde. Og så skal jeg være i Viborg i morgen tidlig. Jeg arbejder mere end 40 timer om ugen. Det gør ikke spor, det er bare en anden type arbejde, end det var før. Der er fortsat en del rejseaktivitet, kalenderen er fyldt op, og på den måde nyder jeg livet. Jeg har ikke temperament til kun at sidde og se på børnebørnene vokse op og følge græsset gro”, lyder det med et grin over telefonen.

Julen er der også styr på, forsikrer han.

”Vi har en klar arbejdsdeling derhjemme. Der er kun en, som jeg skal købe gaven til. Det er til min hustru. Det gør jeg den 22. december, som jeg plejer.”

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.