På traktor til Island: Ved Skanderborg meldte betænkelighederne sig

Kurt L. Frederiksen kom igennem både rush hour i Kalundborg, bøvl med tanken og en rockertype ved Skanderborg.

Følg her Kurt L. Frederiksens egen beretning fra den første strækning på hans Islands-rejse på en lettere bedaget Valmet traktor.  

Klokken 7.10 – jeg drejede nøglen og begav mig på vej. Traktorturen rundt var for alvor i gang. Det var den 17. juni. Vejret var smukt. Det var morgentrafikken mod Kalundborg til gengæld ikke. At køre 25 km i timen, når morgenfortravlede bilister skal skynde sig, er ikke smart. Jeg ved det, men jeg skal jo med færgen. Til gengæld brugte jeg alle vigepladserne. Også busholdepladserne. Folk tog det nu pænt.

På Samsø var jeg heldig og nåede en afgang mod Jylland tidligere end den planlagte. Der vandt jeg tre timer. I nærheden af Skanderborg meldte betænkelighederne sig. Havde jeg allerede defekt? Tankmåleren blev ved med at vise fuld tank. Det kunne ikke være rigtigt. En defekt tankmåler ville ikke være godt for resten af turen. Jeg måtte sikre mig.

Tommestok-trickset

Drengeårenes gamle Farmall havde ingen tankmåler. Eller også virkede den bare ikke. Vi klarede os med en knækket tommestok og kørte aldrig tør. Da jeg drejede ind til en tømmerhandler for at købe en tommestok, begyndte ladelampen pludselig at lyse – og det uafhængigt af omdrejningerne. I almindelighed skal man holde sig fra dårlige forbindelser. Jeg masserede alle sikringer og kontrollerede hver enkelt, så da jeg kørte videre, virkede alt, som det skulle. De 20 kr., tommestokken kostede, kan vel kaldes en forsikringspræmie.  Lidt efter gled en fed rockertype på en buldrende Harley uden om. Han gav mig fingeren. Ikke fuckfingeren, men tomlen op. Det er godt nok, det du har gang i makker, var tegnet. Sådan tog jeg også.

Strømmen virkede, trafikken var moderat, vejret dejligt. Det hele spillede. Nu skulle der bare gnaves kilometer af. Men jeg holder for få pauser. Jeg ved det. Da jeg endelig fik taget mig sammen og holdt ind, det var lidt nord for Randers, drejede der en bil ind på pladsen. Manden hed Thomas og fortalte, at han har fulgt mig på Facebook. Det kan andre også gøre ved at søge på Valmet Ekspeditionen Island Rundt 2019. Han var traktormekaniker af uddannelse og mente, at tankmåleren nok bare skulle massere. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Inden vi skiltes, lavede vi en aftale om, at jeg skulle komme til Jylland og holde foredrag om mine traktorture.

Ældre mænds bedrøvelige skæbne

I Aalborg tankede jeg. En mand kom springende.

”Er du på vej til Island med den de”, ville han vide.

Jeg nikkede.

”Hold da kæft mand”, råbte han.

Jeg havde ikke sagt et ord. Det viste sig at være til nogle kammesjukker.

”Han skal til Island med den der traktor”.

Netop. Derfor fortsatte jeg over Limfjordsbroen og op gennem Vendsyssel. Madpakken spiste jeg i Brønderslev.

Videre – og kl. 22.15 fandt jeg en holdeplads og stoppede. Hirtshals var nået på en enkelt dag.

Nattetisseri er ældre mænds bedrøvelige skæbne, men når man kan stå ud og pisse på jorden en sommermorgen i en dansk skov, er det nærmest en himmelsk tilstand.

Gert Duve Skovlund, hans bror Niels, som jeg ikke har set i mange år, den højgravide Anne og lille Elias på tre år fandt mig og ville sige farvel. Hyggeligt. Elias er vild med traktorer. Han fik lov til at styre den. Så kom han også i himlen. To på samme dag er ikke så ringe.

Færgen er kommet. Atlanten venter.   

 

Kurt L. Frederiksen beretter løbende om sin tur her på landbrugsavisen.dk og i TraktorTech. Han forventer, at rejsen tager cirka fem uger. Læs mere om turen i det seneste udgave af TraktorTech.

Kort efter ankomst torsdag gav han iøvrigt et interview til lokalavisen Austurfrétt.

Om cirka en uges tid forventer vi mere nyt fra rejsen her på landbrugsavisen.dk.

 

 

        
 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.