Pludselig mangedobler Fasterholt salget af fodboldplæne-vandere

Med finansiering fra Verdensbanken har Honduras regering været på storindkøb i Midtjylland.

Fasterholt Maskinfabrik har siden sommer ansat tyve ekstra ansatte og haft ekstra travlt med at producere vandingsmaskiner.

En god bid skyldes at landmænd i Danmark og resten af Nordeuropa stadig er nervøse for manglende vand i vækstsæsonen efter 2018-tørken.

Et andet forhold er det faktum, at regeringen i Honduras i et stort projekt vil udbrede vanding for mindre landmænd langs floder i landet. Via en spansk kontakt har det ført til, at Honduras har købt 160 mindre vandingsmaskiner af mærket Bording 0T. En type der normalt går under betegnelsen fodboldplænevander.

Adm. direktør Peter Fløe Pedersen kalder handlen for meget speciel.

”Ja, det er den. Vi plejer at ligge på maks ti af denne her type om året. Det er en voldsom stigning og til et eksotisk marked”, siger han.

Henvendelsen kom for tre og et halvt år siden og derefter har der været en lang proces, hvor finansieringen og papirarbejdet skulle gøres færdig hos bl.a. Honduras regering og Verdensbanken.   

”Der er 1.000 forhindringer undervejs i sådan en proces, først og fremmest administrativt”, forklarer han.  

Lige før jul røg de første containere afsted med 56 styk, som øjeblikket er på vej med skib.

Til marts sender Fasterholt så en montør afsted, der skal være med til at sætte projektet i gang, når alle maskinerne er ankommet.

Vandingsmaskinerne skal leveres ved byen Tegucigalpa, hvor de skal bruges til at udnytte flodvand til markvanding, og på den måde få flere afgrøder ud af det eksisterende landbrugsjord. Tanken er, at hver landmand, der har landbrugsjord langs floden, skal have 2 maskiner og 1 pumpe.

75 ansatte nu

Ordren fra Honduras har blandt medvirket til at gøre hverdagen mere travl på maskinfabrikken i Fasterholt, hvor der bl.a. er indsat et ekstra aftenhold. Hovedårsagen skal dog findes tættere på fabrikken og primært hos danske og nordeuropæiske landmænd.

”Det går helt tilbage til 2018. Folk kan godt huske, at det var tørt, selvom det har regnet indtil i går. Landmændene garderer sig til næste sæson og skal have suppleret op. Vi havde udsolgt i sidste sæson og det får i også i denne her sæson”, siger Peter Flø Pedersen og forklarer, at bemandingen siden sommerferien er udvidet med ca. tyve ansatte, så man lige nu beskæftiger omkring 75 medarbejdere.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.