Se dækgigantens landbrugsrobot

Ved første øjekast kan det lyde mærkeligt, at specialist i at producere dæk også kaster sig over selvkørende markrobotter. Men den er god nok.

En af verdens største dæk-giganter, Continental, har netop præsenteret deres første prototype på en landbrugsrobot, og overvejer i de her dage om, hvorvidt de skal gå videre med udviklingsarbejdet.

”Continental har igennem lang tid været aktiv i landbrugssektoren. Vi producerer en lang række komponenter som sensorer, computersystemer og vi er også gået i gang med dæk til landbruget igen for kort tid siden. Derfor er det et logisk skridt at gå ind i fremtidens robotmarked, og derfor søger vi en partner, som kommer med viden om processen og kan komme med redskaber til en række landbrugsopgaver udført at vores robot Contadino”, siger chef for Continetals robot laboritorium Andreas Mandl til LandbrugAvisen og forklarer, at robotten altså skal være en redskabsbærer.

Hvorfor kigger I på at producere en lille robot og ikke en stor selvkørende traktor?

”Jeg tror, at du i fremtiden vil se begge dele. Store maskiner, men der er også en lang række opgaver, hvor du ikke har behov for store maskiner til at udføre opgaven”, siger han.

Robotten er eldrevet og  er tænkt til at kunne oplades trådløst.

Ifølge Andreas Mandl så er robotten tænkt som et åbent projekt, som Continental gerne vil udvikle sammen med andre partnere.

»Vores ide har været at bringe robotten ud og så få feedback fra farmere og redskabsproducenter og OEMs, og så vil vi se, hvor stor interessen er for robotten og derefter vil vi se på, hvor store kræfter vi vil bruge på at bringe robotten til markedet", siger han og fortæller, at Continental slog hul på ideen for to år siden og ellers har arbejdet målrettet det sidste års tid på at udvikle en robot.

En større del af Continentals omsætning sker i dag udenfor dæk-aktiviteterne. Diverse komponenter og software fylder bl.a. en stor del af forretningen. Eksempelvis leverer Continental software-løsninger til VW’s nye elbilserie ID. og en række løsninger til selvkørende biler.

»Vi tager det udstyr ind i udviklingen, og robotten er indtil videre fuldstændig udviklet med egne dele«, forklarer Andreas Mandl.

Emneord video

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.