Selvkørende Hardi vokser til 5.000 liter

I stedet for 4.100 liter bliver der plads til 5.000 liter i tanken på den selvkørende Hardi Alpha evo EcoDrive anno 2016.

»Flere henvendte sig til os med ønsket om en større tank på den selvkørende sprøjte. For nogle var den ganske enkelt for lille, så derfor er vi til 2016 klar med en opdateret Alpha evo, der rummer 5.000 liter i tanken,« fortæller Ralf Pape, Hardi.

Sprøjten kommer til 2016 til at køre med en Deutz-motor på 245 hestekræfter, der nu lever op til tier 4F/Stage IV-kravene. Den får også Hardis AirRide luftaffjedring, som kommer fra Sariator-sprøjten.

Alpha evo får også en forbedring til 2016 i form af hydraulisk justering af sporvidden. Som chauffør kan du justere fra 1,8 til 2,8 meter - afhængig af dækdimensioner.

Sprøjten vises første gang på Agritechnica, hvor Hardi også viser opdaterede Twin Force-bomme fra 32 til 36 meter. Her viser Hardi samtidig også afløserne til HC8500- og HC9500-terminalerne. Nu er navnet HC8600- og HC9600, og blandt andet selve skærmen vil være forbedret, lover Hardi.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.