Solgte for 631 millioner: Agco fik ekstra bid af traktormarkedet

Øget omsætning efter ekstra 3,8 pct. af traktormarkedet i 2019.

I en frisk årsberetning konstaterer Agcos danske importselskab, Agco Danmark A/S, at der var fremgang for selskabets import og distribution af traktorer totalt set i 2019.

Tilsammen tog traktormærkerne Fendt, Valtra og Massey Ferguson nemlig knap 30 pct. af markedet efter en samlet fremgang på 3,8 pct. Den positive markedsudvikling er en hovedfaktorerne bag en omsætningsfremgang på ca. 35 mio. kr., der resulterer i en samlet omsætning på 631 mio. kr., fremgår det af årsrapporten.   

Går man længere ned i tallet, så var Fendts markedsandel i 2019 stort set uændret, Valtras faldt med et par procentpoint, mens Massey Ferguson tog et hop på hele seks procentpoint.

Ifølge Agco Danmark har de danske landmænd i 2019 haft bedre finanser til at investere – ikke mindst pga. bedre svinepriser - ligesom de har akkumuleret et behov for at investere i nye maskiner.

Det bemærkes også, at Agcos nye pressere og mejetærskere er kommet ind på markedet med de første solgte maskiner. Derudover har Agco Danmark også fået deres nye græsmaskiner bredt ud i markedet og nået 47 solgte maskiner, oplyses det.

Agco Danmark tjente før skat 12 mio. kr. Samlet beskæftiger Agcos danske importselskab 44 ansatte.  

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.