Testede VF-dæk med lavt dæktryk: "De dæk ville jeg ikke af med igen"

Skiftet fra standarddæk til VF-dæk blev en aha-oplevelse for maskinfører og gylleansvarlig Christian Ærenlund Jensen på Bjolderupgård Maskinstation.

Fendt 939’eren havde 2,5 bar foran og 2,0-2,1 bar bagpå og 2,8 bar i alle seks dæk på PG II 27’eren.

Christian Ærenlund Jensen kørte med en helt klassisk dækmontering på sit gylletræk, som i sæsonen bringer ca. 70.000 kubikmeter gylle ud på Bjolderupgård Maskinstation vest for Aabenraa. Her er Christian maskinfører og står også for kundekontakt og planlægning af maskinstationens gyllekørsel.

Så det var lidt af en øjenåbner at prøve VF-dæk i forbindelse med et Seges-forsøg med effekten af VF-dæk, når der placeres gylle til majs lige inden såning som hel eller delvis erstatning for startgødning.

Da selve forsøget var anlagt med et stort dækskifte midt på dagen, hvor specialister fra NDI monterede i alt ti nye VF-dæk fra Alliance, kørte Christian hjem med de nye dæk på.

"Det var aftalt, at vi skulle køre med dem resten af sæsonen for at gøre os erfaringer, men jeg ville nu heller ikke ret gerne af med dem igen, når vi først havde fået dem på", siger Christian med et smil.

Nu har Bjolderupgård Maskinstation og NDI handlet dæk, så også til den kommende sæson ruller Christian ud med VF-dæk hele vejen rundt.

Færre dybe spor

"Vi kan tydeligt se, at de ikke laver så dybe spor, hverken i pløjet eller dybdeharvet jord og heller ikke i nyudlagte græsmarker. Der er også mere komfort i dækkene - de er ikke så stive at køre rundt på. Ulempen er, at selv om de er noget nemmere at trække i marken, er de ikke brændstofbesparende på vejen", siger Christian og vurderer, at han må øge omdrejningstallet med 100 RPM for at holde samme fart på asfalten med de nye VF-dæk, og det koster fem-ti procent mere diesel på vejen.

Dæktrykket til hverdagsbrug er ikke så lavt som på forsøgsdagen, hvor VF-parcellerne fik placeret gylle med 1,0 bar i samtlige ti dæk.

I dag kører han med 1,1 bar på traktorens foraksel, 1,2 bar på bagakslen og 1,4 bar på gyllevognens tre aksler. Et dæktryk, der er valgt i samråd med NDI og tilpasset kørselsmønstret og vægten på hver aksel.

Det er stadig markant lavere end med de gamle dæk, men ikke så lavt, at det gør vejkørsel usikker.

"Jeg syntes faktisk, trækket kører godt på vejen nu", konstaterer han.

Hold øje med trykket

Christian har ikke bemærket noget slid på dækkene efter første sæson, men har en forventning om, at sliddet vil blive mindre, men mere ens på VF-dækkene i modsætning til de gamle hårdtpumpede dæk, som bar tydeligt præg af kørsel på ældre og ’runde’ asfaltveje med tendens til mest slid i højre side.

Som sådan kræver monterede dæk jo ikke dagligt tilsyn og service. Bjolderupgård Maskinstation har dæktrykningsovervågning på sit andet gylletræk, men ikke på Christians. Derfor bliver dæktrykket målt en gang i mellem, for et mindre lufttab betyder måske ikke alverden, hvis det er fra 2,8 til 2,6 bar, men det gør det, hvis det er 1,4 til 1,2 bar. Så nærmer VF-dækkene sig den kritiske grænse for vejkørsel med fuldt læs og en Horsch Focus-nedfælder i liften.

Faktaboks

Forsøgsresultaterne

  • Markant mindre spordannelse med ca. halvt så dybe og noget bredere spor med VF-dæk. Samtidig var hjulslippet mindre og jordpakningen reduceret i de øverste 40 cm.
  • Merudbyttet var godt 10 procent i VF-rækkerne. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.