Tre Krampe afskubbervogne kører i Danmark

Hos Krampe arbejder man med visse justeringer af mærkets første afskubbervogn, RamBody som først for alvor bliver tilgængelig næste år.

Den vækker pænt med opmærksomhed på Græsland 22, Krampes første afskubbervogn, RamBody 750. Der er foreløbig bygget 15 eksemplarer, og de tre af dem kører i Danmark. Alle 15 producerede vogne er i sort lakering.

- Men fremover vil standard-farven være den kendte Krampe-røde. Der har fra starten været meget stor interesse fra danske kunder, og de tre af vognene kører her i landet. Men vi skriver 2023, før vi for alvor kan levere, siger Kenneth Brønner, Krampes danske salgsansvarlige, der tilføjer, at det netop var efterspørgsel fra blandt andet danske forhandlere, der overhovedet fik Krampe til at udvikle vognen.

- Men nu har Krampe bygget en hal på 6.000 kvadratmeter, som mestendels er beregnet til RamBody produktionen. Foreløbig drejer det sig kun om denne første 750'er, men vi kan godt afsløre, at der også arbejdes på andre størrelser, siger Kenneth Brønner, der tilføjer, at der arbejdes på visse justeringer.

- Det hænger blandt andet sammen med, at de 1.100 timers test, som man har kørt, er foregået i Tyskland, men dansk græs og dansk ensilage kan være lidt anderledes, siger Kenneth Brønner.

Nyheden har været to år undervejs, og den første model er en to-akslet vogn med 41 kubikmeter vognkasse.

Afskubbervognen fås med parabolske fjedre, luft-affjedring eller hydraulisk undervogn. Selve vognkassen er bygget med smalle, let skråtstillede vognstolper, som sikrer stabilitet i siderne. For at undgå, at der ligger restmaterialer i vognkassen efter aflæsning, er den designet, så den kan tømmes fuldstændigt ved blandt andet at have skrå kanter, afskrabere og en afskubberplade, som kan køre helt ud til enden af vognkassen.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.