Vervaet sætter fire hjul og 21 m3 tank på ny gyllenedfælder

Med en voksende interesse for faste kørespor og rækkeafgrøder giver det nu mening med en selvkørende gyllenedfælder på fire hjul, mener hollandske Vervaet, der tidligere i dag præsenterede en helt nyudviklet maskine.

Den får navnet Vervaet Quad 550. Fire hjul fordelt på to aksler, og 550 heste fra en 13 liters, sekscylindret Volvo diesel. 

Men der gemmer sig mere i den nye selvkørende gyllenedfælder fra Vervaet. En helt nyudviklet maskine fra et blankt stykke papir kalder den hollandske gyllespecialist den nye multitrækker, for i programmet indtil i dag finder man kun tre- eller femhjulede Vervaet-maskiner. Det ændrer sig nu med Quad'en.

- Vi legede lidt med en firehjulet udgave for mange år siden, men ellers har vi haft tre- og femhjulede udgaver, da det uden tvivl er det mest optimale i marken, fortæller Robin Vervaet, administrerende direktør og anden generation af Vervaet.

- Men verden ændrer sig, og i dag er der en meget stor interesse for rækkeafgrøder og faste kørespor. Til det formål er vores nye Vervaet Quad med fire hjul værktøjet, fastslog Robin Vervaet, da han i dag tirsdag løftede sløret for den nye Vervaet på et online pressemøde.

Hidtil har Vervaet holdt sig til tre eller fem hjul, hvor specielt den danske 5x5-version med ekstra bredt forhjul og udskydelig bagaksel har skånet jorden. På den nye variant kommer der et bredt udvalg af dæktyper, så alle dyrkningsstrategier kan imødekommes. Dækudvalget inkluderer 900/60 R38, 900/60 R42, 1050/50 R32, 1000/55 R32, 1250/50 R32, de nyeste Mitas 1000/65 R32 samt dual row-afgrødedæk. 

På sigt vil det også blive muligt for Quad'en at lave andre opgaver:

- Vi har det i tankerne, for chassiset er 100 pct. fladt for oven, så det vil være forholdsvis let at montere en møgspreder eller et andet lad oven på maskinen. Men det bliver ikke klar til 2022, hvor de første salgsklare enheder kommer på markedet, erkender Robin Vervaet.

Transmission dobbelt så stor 

Vervaet fortsætter med hydrostatisk fremdrift i den nye Quad 550. Princippet er det samme som de nuværende transmissioner, men videreudviklet og forstærket væsentligt for at hamle op med den 550 hestes Volvo, som leverer et drejningsmoment på 2.650 Nm ved blot 1.200 omdrejninger i minuttet.

I fysisk størrelse er transmissionen omtrent dobbelt så stor som hidtil, og fire oliemotorer driver de fire hjul. Begge aksler har spær og maskinen har naturligvis firehjulstræk.

Selve tanken på maskinen er på 21 kubikmeter og der bliver to læssesystemer at vælge mellem: Det gennemprøvede system fra Vogelsang og Börger med otte tommer rør og 9.000 liter læssehastighed i minuttet - eller et SuperLoad-system med 10 tommer rør og 12.000 eller 13.500 liters Börger pumpe. Disse pumper materialet gennem enten en Vervaet eller Vogelsang snitter monteret før pumpen.


I Danmark er det Valtec, der sælger og servicerer Vervaet gyllenedfældere. Her tror produktansvarlig Steen Lerche Hansen, at kunderne vil tage godt imod Vervaet Quad.

- Dels er der flere af maskinstationernes kunder, som skifter mere og mere over til rækkeafgrøder. Dels er der allerede nu ret stor fantasi blandt danske kunder, når det kommer til at anvende Vervat’erne til andre formål end gylle. Så opbygningen med et chassis, der nemt kan blive basis for vognlad eller møgspredere, virker også interessant, siger Steen Lerche Hansen i en pressemeddelse i forbindelse med lanceringen af maskinen. 

Vervaet vil sende tre prototyper i test i sæsonen 2021. De første salgsklare enheder vil være klar i begyndelsen af 2022.


 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.