VW kører flagskibet ind i den moderne tid

Volkswagen Erhvervsbilers største modelserie, kassevognen Crafter, får en omfattende teknisk opdatering.

VW Crafter er Volkswagen Erhvervsbilers flagskib, og den nuværende anden generation blev introduceret i 2016. Dermed er det efter foreløbig over 354.000 solgte eksemplarer blevet tid til en overhaling.

Det store udvalg bliver der ikke rokket ved. Crafter kommer stadig med et bredt udvalg af karrosserityper. Her er kassevogne, enkelt- og dobbeltkabiner og chassis eller ladvogne. Igen er der flere vægtklasser op til 5.500 kg totalvægt, to akselafstande og diverse længder og forskellige taghøjder. Den nye Crafter vil også være tilgængelig med forhjulstræk, baghjulstræk og firehjulstræk. Ud over den velkendte seks-trins manuelle gearkasse og otte-trins automatisk gearkasse til forhjulstræk og firehjulstræk er der også en ny otte-trins automatgearkasse til varianterne med baghjulstræk. De firecylindrede-turbodieselmotorer tilbydes i varianter med 140, 163 og 177 hk.

På den vis er det meste ved det gamle, men ellers er modellen kørt ind i nutiden. For første gang får Crafter et digitalt cockpit med nye assistentsystemer. Den får et nyt infotainmentsystem med fritstående touchskærm med mere intuitiv betjening, moderne apps og nye muligheder for individuel opsætning. Der er også en ny elektronisk parkeringsbremse, der frigør plads omkring førersædet, et nyt multifunktionsrat og en ny gearvælger, der er identisk med den i ID. Buzz

Forsalget af den nye Crafter er planlagt til at begynde i Europa i foråret 2024.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.