Afprøvning styrker Limousine-avlsarbejdet

Langt hovedparten af de limousinetyre, der de seneste to år er afprøvet på Aalestrup Avlsstation, har været indsat af Dansk Limousine Forening og afprøvet på foreningens regning. Kun de allerbedste af de færdigt afprøvede limousinetyre er udtaget til sædtapning eller til foldtyre. De tyre, som ikke er kommet igennem nåleøjet, er alle slagtet direkte fra avlsstationen og bliver således ikke længere hjemtaget som foldtyre, meddeler Dansk Limousine Forening.

Modellen, hvor Dansk Limousine Forening køber udvalgte tyre direkte hos avlerne for at indsætte disse til afprøvning, synes nu at give resultater. Det er lykkedes at finde en række toptyre, som nu er i tjeneste hos Viking eller som foldtyre. Ikke kun tilvæksten er høj, også fodereffektiviteten er bemærkelsesvis høj hos de fleste af de udtagne tyre.

På det seneste har afkom efter den franske tyr, Bavardage, klaret sig overordentlig godt. Således har fem ud af ti afprøvede Bavardage-tyre placeret sig på topti-listen for de sidste to år.

Der er åbent hus på Aalestrup Avlsstation lørdag 19. marts klokken 10-14, og her kan flere afkom på topti-listen efter den franske tyr Bavardage ses. Derudover ses også Damgaard King, der for nylig blev udtaget til sædtapning.

SOL

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.