Analytikere: Mælkeprisen vil falde 20-35 øre før ny top

Der er udsigt til en rutschetur for mælkeprisen, der forventes at falde 20-35 øre i de kommende måneder, hvorefter den stiger kraftigt igen.

Først gik den op, nu går den ned, og så vil den gå op igen.

De danske mælkebønder har udsigt til et relativt drastisk fald i mælkeprisen i de kommende måneder på omkring 20-35 øre pr. kg. efterfulgt af en større stigning.

»Priserne på ost og smør er kommet højt op på kort tid og mælkepulveret har ikke fulgt med, så vi kan godt stå over for et afregningsfald de næste tre måneder. Men det er ikke overraskende, for den europæiske mælkepris har haft stor gavn af priserne på de fedtrige produkter,« siger Troels Schmidt, chefanalytiker hos Agrocura.

Den toneangivende råvarebørs Global Dairy Trade, GDT, har netop afholdt auktion, hvor priserne på mejerivarer i gennemsnit faldt 6,3 pct.

Det seneste fald skyldes bl.a., at den newzealandske mælkeproduktion har været højere end forventet, og at Kinas efterspørgsel, der dog er stigende, tager tid at få kørt i gang.

Betyder flere konkurser

En del af forklaringen på det seneste fald skyldes ifølge Palle Jacobsen, ejer af Agrocom, også, at EU er begyndt at forsøge at sælge ud af deres store mælkepulverlagre. De blev fyldt som et resultat af en række støtteopkøb, EU lavede da mælkeprisen var på sit laveste.

»Korrektionen på mælkeprisen var ventet, og det skyldes bl.a. et pres på skummetmælkspriserne i vores del af verden. Men generelt er hele proteinmarkedet presset, og det er klart, at det vil tage toppen af afregningspriserne,« siger Palle Jacobsen.

Han forventer, at mælkeprisen vil tage et yderligere dyk på 25-35 øre i løbet af de kommende seks måneder. Og det vil formentlig betyde flere konkurser i den danske mælkeproduktion.

»Mælkeproducenterne har med de seneste stigninger fået næsen oven vande, men de producenter, som er tungest belastet med en høj produktionspris, tåler ikke meget fald, før de er på dybt vand igen. Derfor vil et sådant fald betyde, at nogle producenter vil trække stikket, eller også vil banken gøre det,« siger Palle Jacobsen.

Skyder i vejret igen

Han mener dog, at det i sidste ende vil få en positiv indvirkning på mælkeprisen.

»Korrektionerne det næste halve år kommer til at lukke flere besætninger og lukke produktioner, men det vil vi få gavn af i slutningen af 2017 og ind i 2018, hvor vi forventer at priserne vil ramme 3,25 kr. pr. kg.,« siger han.

Netop den kombination af større prisfald og prishop vurderer Troels Schmidt fra Agrocura, at de danske mælkeproducenter må vænne sig til i de kommende år.

»Det er klart, at et pludseligt fald nu vil være en forskrækkelse, men det er en indikation på, hvordan markedet kommer til at bevæge sig i fremtiden. Her skal vi vænne os til at se større prisfald i starten af året og efterfølgende stigende priser i den sidste halvdel,« siger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.