Bornholm kan overhale Nordsjælland: Planer om nationalpark spøger

Bornholmske regionspolitikere tager i dag stilling til planer for en nationalpark på Bornholm. Landmænd er skeptiske.

Regionspolitikere på Bornholm skal i dag, torsdag, tage stilling til, om Bornholm skal gå til regeringen for at afsøge muligheden for at få en nationalpark på Bornholm. Det skriver Bornholms Tidende.

Bliver det et flertal for nationalparkplanerne - som det på forhånd tyder på - kan Bornholm blive hjemsted for Danmarks femte nationalpark.

Den værdighed har projektet »Kongernes Nordsjælland« ellers i flere år været kandidat til, men her er det endnu ikke lykkedes at nå i land med projektet.

Landbruget er skeptisk

Endnu er planerne for en nationalpark på Bornholm dog slet ikke afklaret, understreger formand for Bornholms Landbrug Lars-Ole Hjorth-Larsen.

Han har selv deltaget i enkelte møder om nationalparkprojektet, og har også væretmed regionsborgmesteren på ekskursion til den sjællandske nationalpark ved Lejre, »Skjoldungelandet«.

»Det så jo meget tilforladeligt ud. Men generelt må jeg sige, at vi bornholmske landmænd, som andre steder i landet, er skeptiske overfor nationalparker,« siger Lars-Ole Hjorth-Larsen til Landbrugsavisen.dk.

Husdyrtæt solskinsø

»Bornholm er meget husdyrtæt og landbrugstungt: Vi har én procent af landbrugsjorden i Danmark men står for to procent af svineproduktionen og 1,5 pct. af mælkeproduktionen. Derfor er vi selvfølgelig betænkelige ved, om en nationalpark fører til restriktioner og begrænsninger af landbruget på et senere tidspunkt.«

Tre modeller i spil

Tre modeller til en kommende nationalpark på Bornholm er på nuværende tidspunkt løseligt skitseret.

Den ene model omfatter hele Bornholm.

»Den model er i alt fald ikke realistisk,« siger Lars-Ole Hjorth-Larsen.

Han vil indkalde sine medlemmer til møde om nationalpark-sagen, så en fælles holdning kan lægges fast, så snart det er afklaret, om de bornholmske politikere har tænkt sig at gå videre med sagen.

»På nuværende tidspunkt er der intet, der ligger fast. Derfor er det også sparsomt, hvad jeg har kunnet fortælle medlemmerne om projektet til nu.«

FAKTA:

Folketinget har vedtaget, at der skal være fem nationalparker i Danmark.

Foreløbig er fire realiseret: Nationalpark Thy, Nationalpark Mols Bjerge, Nationalpark Vadehavet og senest, Nationalpark Skjoldungernes land i Lejre-Roskilde området.

Folketinget har desuden udpeget Nationalpark Kongernes Nordsjælland som mulig nationalpark.

Her det dog endnu ikke lykkedes alle parter at blive enige.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.