DF vil sikre tilskud til læhegn

Pia Adelsteen, Dansk Folkeparti, vil redde tilskuddet til læhegn i naturpakkeforhandlingerne. Også markvildtindsatsen bør sikres fortsat finansiering, mener hun.

Pia Adelsteen, miljøordfører for Dansk Folkeparti, vil kæmpe for, at den dødsdømte tilskudsordning til plantning af læhegn alligevel videreføres efter 2016.

Dét ønske fremlagde hun ved det første egentlige forhandlingsmøde om naturpakken torsdag aften.

Indsats for markvildt

Samtidig har hun bragt ind i forhandlingerne, at hun ønsker at sikre den indsats for markvildtet med et landsdækkende net af markvildtlav, som Jægerforbundet samarbejder med en række grønne organisationer om.

»Både markvildtindsatsen og læhegnene bidrager til den biologiske mangfoldighed og til, at vi får skabt »trædesten« i naturen, som markens dyr har hårdt brug for,« siger Pia Adelsteen.

Jagttegnsmidler

Pia Adelsteen forestiller sig, at markvildtindsatsen fremover kan finansieres med de jagttegnsmidler, som Naturstyrelsen administrerer, det vil sige uden for naturpakkens budget.

Tilskuddet til den 40 år gamle tilskudsordning til plantning af læhegn håber hun derimod at få igennem direkte via naturpakkeforhandlingerne.

Ofret til landbrugspakke

Læhegns-ordningen har flere gange været i fare, og da de borgerlige partier indgik aftale om landbrugspakken 22. december 2015 blev det aftalt, at tilskuddet bortfalder fra 2017.

Nu forsøger Pia Adelsteen at genoplive tilskuddet - dog ikke nødvendigvis på samme niveau som nu, hvor den samlede ramme er 10 mio. kr.

»Måske skal ordningen ændres lidt, det må vi se på,« siger Pia Adelsteen.

Læplantere krydser fingre

Meldingen fra Pia Adelsteen hilses velkommen af Henrik Bertelsen, formand for Landsforeningen Plantning & Landskab, som organiserer 70-80 læplantningslav på landsplan.

Han var blandt de første til at beklage beslutningen om at droppe tilskuddet.

»Det er en frygtelig stor skam at afskaffe en tilskudsordning, der har fungeret fortrinligt i de sidste 40 år. Lukker man ordningen nu, er det enden på den historiske, kollektive læhegnsplantning i Danmark,« sagde Henrik Bertelsen i januar om beslutningen.

Nu krydser han fingre for Pia Adelsteens initiativ.

»Hun skal have stor ros for at tage emnet op i forhandlingerne om naturpakken.«

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.