Danmarks Naturfredningsforening sender åbent brev til Jørgen E. Olesen: Hvad mener du egentlig?

Danmarks Naturfredningsforening har sendt et åbent brev til professor Jørgen E. Olesen og bedt ham svare på, hvordan han mener, at man kan løse klimakrisen. Herunder kan du læse brevet i sin fulde længde. Link til Jørgen E. Olesens svar er indsat i bunden.

Kære Jørgen E. Olesen.
 
Du er en af de mest ivrige og citerede forskere på klimaområdet. Du er på skærmen og i radioen tidligt og silde, når medierne skal have en ekspertudtalelse om landbrugets påvirkning af omgivelserne.
Du er med andre ord en, der bliver lyttet til.

Jeg har fulgt dig i flere årtier. Du var bl.a. en af de første til at tale om klimaforandringernes betydning for dansk landbrug allerede tilbage i 1990’erne.

Du er også en af de få nobelpristagere, vi har i Danmark. Ganske vist som en del af IPPC panelet med Al Gore som frontfigur. Men, ikke desto mindre, har du en andel i Nobels Fredspris fra 2007, som I fik bl.a. med denne begrundelse 'Generalsekretæren anmærker, at for en stor del takket være IPCCs tydelige og veldokumenterede konklusioner, der nu ingen tvivl hersker om, at klimaforandringer finder sted og at det dels forårsages af mennesker. Resultatet deraf er at der nu er kommet mere fart på at handle mod klimaforandring end nogensinde før….'
 
Men på trods af din meget høje profilering, er det ekstremt svært at finde ud af, hvordan du egentlig selv tror, at klimakrisen kan løses. Dine udtalelser er ofte præget af skepsis overfor andres ideer og forslag.

Senest har du kritiseret Klimarådets rapport, der siger, at vi skal tage et sted mellem en fjerdedel og en tredjedel af landbrugsjorden ud af dyrkning og i stedet lægge om til natur eller plante skov på arealerne. Du advarer om, at så stor en reduktion vil kunne true fødevareforsyningen globalt. Det ved du jo godt er ukorrekt. Vi kan sagtens reducere den animalske produktion og erstatte den med mere mad direkte til mennesker og på den måde producere mindst lige så mange kalorier og protein, som vi gør nu, på et mindre areal.

For et par år siden var du ude at sige, at dansk enegang på en CO2 afgift kan true klimaet. 

Meget ofte benytter du lejligheden til at problematisere økologisk landbrug, fordi udbytterne er mindre end de konventionelle. 

På den anden side, sidder jeg med en rapport fra december 2018, som du er medforfatter på: 'Reduktion af landbrugets udledning af drivhusgasser gennem omlægning til økologisk dyrkning'.

I anbefalingerne står bl.a.: 'Omlægning til økologisk drift har et potentiale for at bidrage til at opnå de nationale mål for reduktion af CO2-udledninger, og det giver derfor god mening at medtænke dette i en fortsat støtte til udvidelse af det økologisk dyrkede areal'.
 
Så hvad mener du egentlig, der skal til?

Som forsker er du fuldstændig på det rene med, at klimakrisen delvis er forårsaget af mennesker. Du er også klar over, at landbrugets andel af klimabelastningen ligger på omkring 30 procent og, at denne andel vil vokse til at udgøre måske 50 procent om få år, fordi samfundets andre sektorer bliver mere energieffektive. 

Du både kritiserer og fremhæver økologien. Du er ude med din skarpe pen når der er tale om, at der skal lægges afgift på CO2 i landbruget.

Det er meget forvirrende at følge med i.

Jeg synes, at du som både professor, institutleder og aktiv samfundsdebattør skylder at komme med dine egne bud på, hvordan vi bedst håndterer landbrugets alt for store klimabelastning og ikke bare skyde andres forslag ned.

Jeg håber at høre fra dig.

Med venlig hilsen

Rikke Lundsgaard, Landbrugspolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.

Her kan du læse Jørgen E. Olesens svar til Rikke Lundsgaard. 
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle