Eva Kjer: »Vi har så meget brug for at styrke landbruget«

Danmarks nye fødevare- og miljøminister Eva Kjer Hansen er allerede trukket i arbejdstøjet og er klar til at gennemføre ambitiøse ændringer, der bl.a. vil betyde mere gødning til landbruget, fjernelse af randzonerne, ændring af de danske mål for ammoniakudledninger og nye beregninger som grundlag for vandområdeplanerne.

Få timer efter sin udnævnelse har hun bedt embedsmændene i sit nye fødevare- og miljøministerium se på, hvordan VKO’s landbrugspakke kan omsættes til konkret lovgivning.

Landbruget skal styrkes

»Vi har så meget brug for at få styrket landbrugets situation, så vi får bedre driftsresultater og dermed flere arbejdspladser. Det betyder også rigtig meget for resten af samfundet,« siger fødevare- og miljøminister Eva Kjer Hansen.

Ammoniakmål og randzoner

Eva Kjer Hansen er meget bevidst om, at det kan blive en stor opgave at smelte to ikke altid indbyrdes venligt-sindede ministerier sammen.

»Det bliver hårdt arbejde., men jeg vil gøre mit yderste for at levere resultater. Der er rigtig meget at tage fat på: Ammoniakmål, randzoner, vandområdeplaner, you name it.

Men som én af de første ting, har jeg allerede nu bedt ministeriet om at se på, hvordan den landbrugspakke, som Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har aftalt imellem sig, hvordan den kan omsættes til et konkret lovprogram,« siger Eva Kjer Hansen.

Fysisk sammenlægning

En anden ting, Eva Kjer Hansen vil sætte i gang hurtigst muligt og senest efter sommerferien er sammenlægningen af fødevare- og miljøministerierne, som nu skal være ét stort ministerium.

»Det er meget vigtigt, vi får en fysisk sammenlægning, så sammenlægningen bliver reel, og så vi kan få et bedre samarbejde mellem miljø og det produktionsmæssige. Det tror jeg, kommer til at fungere bedre med ét ministerium.«

»Her og nu skal vi selvfølgelig have respekt for, at folk har planlagt ferie, men derefter skal vi hurtigst muligt have det på plads,« siger Eva Kjer Hansen.

Naboer

Hun understreger, at det først og fremmest er de to ministeriers departementer, der skal lægges sammen.

Formentlig i det nuværende Fødevareministerium,hvor der er bedst plads.

De to ministerier bor i øjeblikket tæt ved hinanden på hhv. Slotsholmen og i Børsgade.

»Indtil nu har de kunnet vinke til hinanden over gaden, men det betyder alligevel noget. De to ministerier ligner hinanden på den måde, de er bygget op på. Men der er meget forskellige kulturer i de to ministerier. Desto vigtigere er det at få dem sammenlagt, så vi kan få et bedre samarbejde på tværs af opgaverne.«

Nødvendigt kursskifte

»Det lyder, som om det er et ganske stort kursskifte, der er på vej på det landbrugspolitiske område?

»Det kan man godt sige. Men der er også et nødvendigt kursskifte. Og netop for at få bedre sammenhæng i tingene vil jeg bruge meget tid på kontakten til ordførerne, så vi kan få tingene talt godt igennem og få klarhed over, hvorfor det er, vi skal have de her ændringer. Mit håb er, at den politik, jeg vil føre, kan vinde bred tilslutning.«

Målinger

»Meldingerne fra rød blok har ikke været venlige overfor VKOs landbrugspakke? Tror du selv, den kan gennemføres uden problemer med EU-direktiver?«

»Ja, det tror jeg. Og vi er nødt til at se på hele grundlaget for den politik, der er ført til nu. En interessant nyere sag er jo den fra Jammerbugt Kommune, hvor man opdagede, at konkrete målinger gav et helt andet resultat end modelberegningerne,« siger Eva Kjer Hansen.

Mandag kl. 14.30  overtager hun sit nye, sammenlagte ministerium.

Det foregår i Miljøministeriet, Børsgade 4.

Faktaboks

  • Eva Kjer Hansen (50), cand. polit.

  • Landmandsdatter fra Aabenraa.

  • Medlem af Folketinget for Venstre fra december 1990.

  • Medlem af Europa-Parlamentet 1994-1999.

  • Socialminister og minister for ligestilling fra august 2004 til september 2007.

  • Herefter fødevareminister frem til februar 2010.

  • Senest formand for Folketingets Europaudvalg.

  • Gift, tre døtre.

Emneord Eva Kjer Hansen

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.