Kinesere vil købe kemigigant for gigasum

ChemChina vil købe Syngenta, hvis ledelse anbefaler et ja.

China National Chemical Corp - i daglig tale ChemChina - er tæt på at lande en aftale om at købe Syngenta. Det skriver det finansielle nyhedsbureau Bloomberg.

Monsanto har - uden held - tidligere forsøgt at købe den schweiziske producent, der er storleverandør til landbruget af frø og sprøjtemidler. Dengang strittede den schweiziske ledelse imod. Syngenta-ledelsen anbefaler tværtimod aktionærerne at tage imod det kinesiske tilbud.

ChemChina vil angiveligt betale 43,7 mia. schweizerfranc, svarende til 293 mia. kr., for Syngenta. Det vil være det hidtil største opkøb, et kinesisk firma har foretaget, skriver Bloomberg.

Hvis opkøbet går igennem, vil det kinesiske firma blive verdens største leverandør af kemikalier til landbruget. Samtidig giver det ChemChina et stort ben i frøforædlingsindustrien.

Kineserne byder 470 franc per aktie. Buddet ligger 24 pct. over Syngentas aktieværdi 1. februar.

Sidste år bød Monsanto 449 franc per aktie - et bud, der dengang var 35 pct. over aktieværdien, men som Syngentas ledelse afslog som for lille.

ChemChina har som plan at købe hele Syngenta og tage firmaet af børsen, skriver Bloomberg.

Det kinesiske selskabs sidste opsigtsvækkende opkøb var købet af den italienske dækproducent Pirelli & C. SpA.

Et andet kinesisk selskab, Shuanghui, købte for knap tre år siden den amerikanske slagterigigant Smithfield for 32 mia. kr.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.