Landmand idømt bøde for ulovlige sprøjtemidler: Anker til Landsretten

En landmand blev idømt en bødestraf for at besidde plantebeskyttelse, der er udgået af administrative årsager.

En 57-årig landmand fra Fredensborg i Nordsjælland er blevet idømt en bøde på 10.000 kr. af Retten i Helsingør for ulovlig besiddelse af sprøjtemidler.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Landmanden har anket dommen til Landsretten, eftersom han mener, at den burde falde for bagatelgrænsen. Samtlige midler er blevet ulovlige af administrative årsager.

Sagen startede i 2013, da en nabo klagede over stærk lugt fra en mark. I den forbindelse var NaturErhvervstyrelsen på kontrolbesøg. De konkluderede, at klagen var uberettiget. Til gengæld opdagede kontrollanterne plantebeskyttelse, der er udgået.

Alle aktivstoffer var lovlige

Landskonsulent Jens Erik Jensen, landbrugets videnscenter Seges, siger til Landbrugsavisen.dk, at alle den pågældende landmands midler var købt lovligt – og at aktivstofferne stadig indgår i lovlige midler i Danmark.

”Ingen af disse midler er blevet afmeldt af miljøårsager af nogen art. Der er tale om rent administrative afmeldelser,” beretter Jens Erik Jensen.

Der blev fundet flydende Matrigon. Producenten afmeldte dette middel, der har været forbudt siden 2013, fordi man i stedet ønskede at markedsføre en granulatformulering, der er godkendt i dag med det samme aktivstof.

Der blev også fundet LFS Clopyralid, som er et parallelprodukt, der er fuldstændig identitisk med Matrigon.

Kontrollanterne fandt også Kerb 500 SC, der er en gammel formulering af Kerb, som blev forbudt at anvende i 2011. I dag er et produkt, Kerb 400 SC, godkendt med samme aktivstof.

Der blev også fundet Ethephon 480, der er identisk med det i dag tilladte middel Cerone.

Danske bøder er store

Mange midler blev forbudt, da en ny EU-forordning trådte i kraft i 2011. Daværende miljøminister Ida Auken (R) fastsatte i 2013 bødestørrelser, efter tre niveauer. Grøn bøde er minimum 5.000-10.000 kr. og gælder sager, hvor midlerne er forbudte, men hvor aktivstoffet stadig er lovligt. Gul bøde gælder, hvor aktivstoffer er ulovlige i Danmark, men lovlige i EU. Rødt kort gælder, hvor stofferne er ulovlige i både Danmark og EU.

”Det gør, at det er svært for domstolene at give mindre bøder. Personligt synes jeg, at det er meget høje sanktioner, der bliver givet i disse sager. Men vi hører faktisk om adskillige eksempler på bøder både i denne størrelse og endnu højere,” siger Jens Erik Jensen.

Han har kun kendskab til enkelte sager, hvor landmænd har anket bøden og fået medhold eller delvist medhold i retten, siger han.

Alle landmænd bør mindst to gange årligt gennemgå kemirummet og få bortskaffet eventuelle ulovlige midler, siger landskonsulenten.

Seges har lavet en app, hvor landmanden kan skanne stregkoden og få at vide, om midlet stadig er lovligt. App’en hedder KemiTjek og koster 99 kr. årligt. Den kan bruges af alle, uanset forkundskaber, og kan hentes til iPhone og Android.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.