Så er høsten for alvor skudt i gang

Der er for alvor kommet gang i mejetærskerne rundt omkring i landet. Høsten af vinterbyg er den tidligste i mange år.

»Det er første gang i 15 år, at vi har høstet vinterbyggen så tidligt,« fortæller landmand Fedder Feddersen fra Tønder.

Han skulle i alt høste 17 hektar vinterbyg og regnede med, at udbyttet blev omkring 70 tønder pr. hektar. Han målte en vandprocent på 17. På Rørkærgaard ved Tønder driver han 180 hektar planteavl, og vinterbyggen skal bruges til foder i hans slagtekalveproduktion, hvor de laver 700 stk. på årsbasis.

Fedder Feddersen missede lige akkurat titlen som ’Skyd høsten først’.

Det var nemlig Anders Munk-Pedersen fra Stenkær ved Galten, der fik indsendt sit billede af vinterbyghøsten som den første.

Også her var man forbavset over det tidlige tidspunkt.

»Ja, det kom som lidt af et chok for os, så vi har hentet folk hjem fra ferie i Norge og Italien, og der er en tur til Cirkusrevyen, der er blevet aflyst,« fortalte Anders Munk-Pedersen, der er søn af Torben Munk-Pedersen, der ejer Stenkær.

I samarbejde med gården Højgaard havde de samlet set over 100 hektar vinterbyg, der skulle høstes.

Først med mejetærskeren

Frøhøsten fik de første mejetærskere i gang på markerne.

Hos Th Agro ved Assens på Fyn startede høsten søndag 3.juli. Her høstede man i alt 60 hektar bakkesvingel, men undervejs drillede vejret.

»Ja, det er noget møg med det regnvejr. Vi kørte indtil kl. 14 i går, og jeg håber, vi kommer i gang igen over middag. Det er helt klart, så vi skal bare i gang igen,« siger Torben Thomsen, der ejer Th Agro.

Torben Thomsen forventer, at udbyttet bliver ca. 1.000 kg, som skal sælges til DLF til frøgræs.

»Vi har høstet med en vandprocent på 18, så det er rigtig fint. Vi har nogle gange været oppe på 25 pct., men vi har også været nede på 16,« siger Torben Thomsen.

På gården har de over 1.000 hektar planteavl og svineproduktion.

Engrapgræs tæt på sidste år

Ole Lauridsen, Mosehavegaard ved Maribo, høstede 5. juli fire hektar 1. års engrapgræs af sorten Balin, som var skårlagt 26. juni. Høstdatoen er tæt på at være den samme som sidste år.

I alt har han 21 hektar engrapgræs til høst i år, heraf er 10 hektar 1. års marker, og 11 hektar er 2. årsmarker.

I går gik høsten af frøgræsset problemfrit med fint tørre frø med en vandprocent på formentlig 11-12, lyder meldingen.

»I sidste uge faldt der 80 mm regn, så afgrøden ligger hårdt til jorden, og jorden er fugtig, men min Claas Lexion har klaret det fint,« fortalte Ole Lauridsen.

Hø og wrap i fuld gang

Hø og wraphøsten er også i gang over hele landet. Nogle steder er man endda i gang med andet slæt. Fra Skibby fik vi indsendt billedet af Elliot på et år og otte måneder, der var med i marken til wraphøsten.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.